Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 54. Solen og Maanen - 55. Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
tændte det, men jeg tog godt Lampemos og tændte det ligeledes.
Han løb ud og jeg forfulgte ham, men da mærkede jeg, at vi løftedes
iveiret. Da vi kom høit op, slukkedes min Broders Lys. Han blev til
Maane, men mit blev ved at brænde, jeg blev til Sol. Nu skynder
jeg mig med at komme høiere op, for at varme de Forældreløse (d.
e. blive Sommer).« Endelig tilføiede hun: »slaa nu dine Øine ned.«
Konen rettede sine Øine mod Gulvet, men bemærkede med det samme,
at hun var ved at gaae ud, og da hun løftede Oinene, saae hun, at
hun var Beenrad paa Ryggen. — Da hun var borte, hørtes der Støi
udenfor; det var nemlig Manden, som kom hjem.
55. Niv ni g teak.
Nivnigtak bosatte sig meget høit mod Nord, paa en Plads, som
han havde fundet meget hensigtsmæssig til Fangst. Ilan havde mange
Børnebørn, som alle voxede op og bleve til Erhververe, uden at
Nivnigtak endnu var begyndt at blive affældig, ligesaa lidt som de kunde
maale sig med ham. Tilsidst bleve ogsaa de gifte og fik Børn, endnu
inden han fik graae Haar. Engang blev det streng Yinter med slet
Yeir næsten hver Dag. Da nu hele Havet frøs til, gik de Unge
sjeldent paa Fangst, men Nivnigtak færdedes saameget desto mere
omkring, hveranden Dag paa Isen, og hverajiden paa Landjorden.
Omsider stode de Unge slet ikke mere op. En Aften sagde Nivnigtak:
»imorgen gaaer jeg ikke paa Fangst, men vil bestige de høie Bjerge,
for at see ud over Havet.« Den næste Morgen tidligt var han
allerede borte, kom først seent om Aftenen tilbage, og fortalte: »ret ude
tilsøes bemærkede jeg Frostrøg (af aabent Vand), der findes derfor
sikkert ogsaa Dyr, imorgen vil jeg derud. • Da Midnatsstjernerne stode
høiest, gik han ud. Da han kom til de yderste Øer begyndte det at
dages, og da han tabte disse af Syne, stod Solen op; da først kunde
han see Taagen ude over det aabne Vand. Imidlertid ventede hans
Efterladte paa ham til Aften, da der hørtes Støi udenfor, og ind
kom han, skubbende en Fjordsæl foran sig hen paa Gulvet. »Hvis
vi ere forlegne for Fangst, saa gives der nok deraf hist ude i en
Vaage, som er fuld af Fjordsæle og Sortsider, denne her, som jeg
harpunerede, er den mindste af dem.« Saaledes fortalte han, men
hans Børnebørn brummede blot lidt dertil, og bade saa om en Stump
Spæk. Den følgende Morgen tidligt var han atter borte, og først
seent om Aftenen hørte de Støi; en stor Sælhund blev skubbet ind
paa Gulvet, og bag efter kom han selv, drivende af Sved. Denne
Gang havde de Unge reist sig og faaet Støvlerne paa. Den næste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
