Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 55. Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
der eder med at beværte ham.« Qvinderne lavede strax til og satte
forskjellige Retter frem. Nivnigtak spiste med en vældig Hunger; da
den anden skulde til at begynde, havde han allerede tømt Fadet.
Imidlertid saae han paa de to Piger, som flensede Sælhundene paa
Gulvet og udtoge de glindsende Tarme; den ene skrabede dem, den
anden pustede dem ud, saaledes bleve de snart færdige. Førend
Kjødet endnu var kogt, havde de allerede tørret Tarmene, og syede en
Pels af dem til Faderen. Denne begyndte at snakke: »derude paa
Isen er der god Leilighed til Fangst , jeg savner en Deeltager; der
tindes mange Fjordsæle der, som danne Huller i Isen«. Da de skulde
lægge sig, sagde han videre: »dersom du vil have en Kone, kan du
tage en af mine Døttre.« Saaledes blev Nivnigtak hans Svigersøn.
Næste Morgen tog Svigerfaderen allerede den nve skinnende Pels paa,
som var syet af Tarmene fra igaar. De gik nu sammen paa Isen
langt ud fra Land og kom til Aabningerne, som Sælhundene havde
dannet. Svigerfaderen sagde: »da du ikke er behændig, skal du ikke
fange mere end een, jeg har nok af at slæbe to.» Derpaa kastede
han sin Harpun og trak en stor Sælhund op paa Isen, hvor den laa
og sprællede til han lik dræbt den. Derpaa tog han endnu een ;
Nivnigtak tænkte: »jeg kunde nok have Lyst til at efterligne ham.« Da
han h;jyde taget sin første Sælhund, og Svigerfaderen vendte sig bort,
skyndte han sig med at hale den anden op. Derpaa gjorde de deres
Byrder istand og slæbte dem hjemefter. Svigerfaderen holdt bestandig
Øie med Solen, tilsidst sagde han: »nu kjender du jo Veien, og kan
gaae paa egen Haand.« Nivnigtak blev snart alene tilbage. Da
Svigerfaderen kom hjem, sagde han: »før Aften kan han ikke ventes
hjem, dog maae I holde Udkig efter ham.« Døttrene ventede og
ventede, men først ud paa Aftenen kom han med sine Sælhunde.
Svigerfaderen vilde ikke tale et Ord til ham. Døttrene derimod, i deres
Glæde, flensede strax Sælhundene, men da de skulde sye Pelsen af
Tarmeskindene, vare disse for smaa. Det var nemlig af den Grund,
at Svigerfaderen ilede saa hurtigt hjem, for at Sælhundene kunde holde
sig varme, ellers svandt Tarmene sammen. Han var nu misfornøiet
over at have en ubehændig Svigersøn. Dagen efter fulgtes de atter,
og fik den samme Fangst. Paa Hjemveien sagde Svigerfaderen atter,
at nu kunde han gaae paa egen Haand, han kjendte jo Veien.
Dermed løb Svigerfaderen forud, men Nivnigtak tænkte: »dennegang kunde
jeg nok have Lyst til at løbe omkap med ham.« Han tabte ham
derpaa af Sigte og forfeilede Veien, men mærkede saa, at hans Byrde
gled raskere. Han gav sig da til at løbe, og da han saae sig om,
snurrede Sælhundene rundt i Luften efter ham. Han løb i en Bue
udenom Svigerfaderens Vei, og kom hjem før denne, endnu ved god
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
