Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 56. Mærkværdig Fortælling om Angakut - 57. Om to Venner, som vare Angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuït
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 76
han havde seet, vilde ikke komme. Omsider kom der en frem med et
nytTopbaand; da begyndte Iisfjeldet at hælde med sin bratte Side ud
over Havet. Angakokken sank ned i Gulvet, og gik under Jorden
tilbage til sit Hjem, medens Iisfjeldet faldt hen over Huset og knuste
det. Da han kom hjem, lod han Lamperne tænde, men strax derefter
hørtes Kagsimiutternes Angakok nedenunder Huset; lian kom for at
hævne sig. Men de kastede med Steen og dreve ham tilbage, saa at
hans Stemme langsomt forsvandt. Dagen efter gik Ipisanguak hen for
at see efter det ødelagte Huus, men det var heelt forsvundet. Iisfjeldet
havde tilintetgjort dem alle. Hiin Pige, som var traadt frem paa
Gulvet, havde nemlig en Angiak, og det var for hendes Skyld, at
Angakokken kom til at forvolde hendes Huusfæller Døden.
57. Om to Venner, som vare Angakut.
En Enke boede ene med sin Søn paa en Vinterplads; men
.søn-denfor dem boede der paa en anden Plads ligeledes en Enhe med sin
Søn. liegge Sønner vare Venner og pleiede altid at gaae ud sammen
i Kajak til en fælleds Jageplads. De gik altid ud paa samme Tid,
og først naar de begge havde faaet Sælhund paa Slæb fulgtes de
sammen hjem. En Morgen vaagnede den nordligst Boende og saae, at
Luften var klar, ved en let Østenvind; han vilde da ikke vente paa
den anden, men gik ud alene til den vante Plads, for at jage. Da
hørte han paa engang en Støi fra Solsiden af, og idet han vendte sig
om, tik han Øie paa sin Ven, som løftede Harpunen mod ham med et
mørkt Blik. Da der ikke var andet at gjøre, holdt han blot Øie med
ham, og idet han lod sig kæntre rundt, streifede Harpunen blot
Kanten af Kajakken, og faldt skummende i Vandet paa den anden Side.
Derpaa rettede han Aaren og reiste sig. Den anden rullede sin
Fangerem op igjen, og uden at der blev talt et Ord, forbleve de sammen,
fangede deres Sælhunde, og da de roede hjem, talte de høfligt
sammen efter Sædvane. Imidlertid holdt han dog Øie med sin Ledsager,
men bemærkede ingenting. Senere gik han atter engang ud til
Jagepladsen, uden at vente paa den anden; atter hørte han Støi fra
Solsiden, og da han vendte sig om, var det hans Ven, som sigtede med
Harpunen efter ham, og det gik ganske som forrige Gang. Men da det
samme gjentog sig tredie Gang, besluttede han at hævne sig. Idet han
nemlig reiste sig efter Kæntringen, greb han sin Harpun og kastede. Den
anden undgik ligeledes Kastet ved at kæntre, men han roede hurtigt
til, og løb med Stævnen af sin Kajak lige op over den Kæntrede og
forhindrede ham fra at reise sig igjen. Efter saaledes at have dræbt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
