Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 57. Om to Venner, som vare Angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuït - 58. Iliarsork’ik, den Forældreløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
blev han der endnu i fem Dage, men paa den sjette reiste han tilbage,
og da han kom til den vante Fangeplads, mødte han atter sin Ven,
der paa samme Maade var gjenoplivet og vendte tilbage. De
erfarede nu første Gang om hinanden, at de begge vare Angakut, og hver
havde deres Tornakker blandt Ingnersu’it. Fra den Tid af forsonedes
de, og pleiede som tidligere at drive Fangst sammen ude tilsøes.
58. IliarsorKik, den Forældreløse.
Blandt Beboerne af et stort Huus var der et Par Ægtefolk, som
døde, efterladende en Søn som et lille Barn. En anden Familie antog
ham af Medlidenhed som Pleiebarn, men snart kjededes de ved ham,
da han ikke voldede andet end Ureenlighed. Atter toge nogle af de
andre ham til sig, men forskjøde ham atter af samme Grund.
Saaledes gik det med alle Huusbeboerne. Hos de sidste var han dog
temmelig længe, men en Dag kom Manden hjem fra Sælfangst, havde
kastet feil og var gnaven; derfor skjændte han og sagde til sin Kone,
at Drengen ikke duede til noget, hun skulde kaste ham paa
Møddingen. Konen vilde nødig, men af Frygt for Manden kastede hun
ham dog paa Møddingen. Men en Enke, som havde en Søn, der var
begyndende Fanger, gik ud og tog ham. Hun opdrog ham, og fra
den Tid af havde han det godt.
Et Efteraar begyndte Veiret at blive slet med Storm og Snee,
endnu førend der var fanget synderligt, og førend Dagenes længedes,
var Havet tilfrosset, og Veiret vedblev at være uroligt. Tilsidst gik
Husets mange Mænd slet ikke ud mere. Alt Forraad var udtømt, og
Lamperne bleve ikke tændte mere om Aftenen. Alene Enkens Lampe
brændte endnu, og den eneste, som endnu gik ud, var hendes Pleiesøn
Iliarsorkik. Om Morgenen, naar han kom udenfor, pleiede han at
træffe en Samboende, en Mand uden Kajak. Denne tog ham ved Haanden
og løb med ham tilfjelds, hvorved han opnaaede Behændighed.
Omsider bleve alle Huusbeboerne liggende. Enken pleiede hver Aften at
gaae ud og hente en Haandfuld Angmaksat. tilligemed lidt Spæk, og
at dele dem ud. Sønnen gav hun fire, Pleiesønnen tre, de øvrige hver
en halv, med lidt Spæk til, og selv tog hun to. En Morgen, da
Iliarsorkik kom udenfor, saae han noget af den tørre Klippegrund stikke
frem mellem Iisbrokkerne ved Lavvande. Da han gik ned, var der
nogle smaa Snepper, som fløi omkring og pikkede med Næbet. Han
begyndte at kaste efter dem, og da lian vedblev hele Dagen, lykkedes
det ham om Aftenen at faae een af de smaa Fugle, som han saa
skyndte sig op til Huset med. Hans Pleiemoder begyndte allerede at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
