Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 58. Iliarsork’ik, den Forældreløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Pleiemoderen alle Lamperne, men hun uddeelte endnu med
Forsigtighed Kjødet kun i smaa Stykker, og Strimler af Skind med Spæk
paa, af to Haars Bredde. Fra den Tid af vedblev Iliarsorkik daglig
at komme hjem med Fangst, Engang havde han faaet to større
Sælhunde langt ude paa Isen, og begyndte at slæbe dem hjem, da der
pludselig overfaldt ham en Østenstorm med stærkt Sneefog, saa at
han intet kunde see. Han gik mod Yinden, men da denne dreiede
om i Syd, forfeilede han Retningen. Endelig om Aftenen i
Mørkningen mærkede han paa de løse Iisbrokker, at han maatte være ved
Strandkanten. Han gik op paa Land, lod sine Sælhunde ligge, og
kom til et Huus. Han gik ind, og da han kom op af Indgangen,
saae han forrest en Lampe, bag hvilken der sad en Enke og et ungt
Menneske, som skjulte sin Hage i Pelskraven; men i den bageste Deel
af Huset vare alle Lamperne slukkede. Iliarsorkik sagde: »jeg
kommer egentlig ikke paa Besøg, men jeg har forvildet mig i Sneefoget,
fordi Vinden vendte sig.« Konen sagde: »bliv da her til imorgen;
naar Veiret bedager sig, kan du gaae hjem.« Iliarsorkik tilføiede:
»dersom I skulde have særdeles Lyst til den ene af de Sælhunde, jeg
har med mig, kunne I tage den.« Aldrig saa snart havde han udtalt
dette, før der inde fra Mørket hørtes pibende Stemmer. Her var der
nemlig ogsaa Folk, som vare nær ved at sulte ihjel, og han kom
netop betids. Den følgende Dag var Veiret smukt, han naaede atter
sit Hjem, og da han havde fortalt Pleiemoderen, hvorledes han havde
hjulpet de nødlidende, sagde hun: »saaledes skal du altid gjøre, da
vil din Fangst til Gjengjæld blive forøget.«
En anden Gang havde han atter fanget ude paa Isen, og vilde
netop gjøre sin Fangst færdig til Slæbning, da han hørte en buldrende
Lyd, og med det samme knagede Isen. Han saae sig om, men
bemærkede intet uden Iisfjelde, og formodede at et Iistjeld havde kalvet.
Da den buldrende Lyd gjentog sig nærmere, vendte han sig atter om
og bemærkede da, at det, han ansaae for et Iisfjeld, var en uhyre
iisgroet (d. e. meget gammel) Bjørn, der stod opreist for ham.
Forfulgt af Dyret flygtede han hen til et stort Iisfjeld, løb rundt omkring
det, og huggede med det samme i Iisvæggen hvergang han kom forbi
det samme Sted, medens Dyret bestandig var efter ham. Tilsidst tik
han lavet en Hule, der var saa rummelig, at han kunde springe ind
i den, men Dyret vedblev at løbe rundt, lugtende til hans Fodspor.
Hvergang det kom forbi ham, kastede han med sin Tok, og hvergang
faldt der mere Iis af dets Krop. Tilsidst kom Haarene frem, det
begyndte at bløde, og løb nu i Spring fnysende omkring Iisfjeldet, men
sagtnede saa sit Lob, stod stille og faldt omkuld. Da han nu gik
hen til Bjørnen, var den død; han afskar et Stykke Kjød og begav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
