Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 72. Angakokken Tugtutsiak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
da Baaden kom tilbage, var der nogle af de yngste og uforstandige,
som snakkede: »idag, da Tugtutsiak legede Angakok, flygtede vi, og
Stenene fra Gulvet fløi bag efter os.« De Voxne bleve forundrede og
sagde til hverandre: »lader os iaften sætte ham paa Gulvet, og lade
ham prøve at mane Aander.« Da de talte saa, blev Tugtutsiak bange
og gav sig til at græde. Men engang, da der var Misfangst, vilde de
have at Tugtutsiak skulde skaffe dem Sødyr. Han maatte derfor sætte
sig ned og paakalde en Bjørn og en Hvalros, at de skulde optage
ham. Endelig hørtes Bjørnen brumme og en Hvalros dukkede*op af
Havet udenfor Huset. Bjørnen steg iland, greb Tugtutsiak og kastede
ham ud til Hvalrossen. Imidlertid dukkede Bjørnen under og kom
op udenfor Hvalrossen, som atter kastede Tugtutsiak ud til den, og
saaledes vedbleve de afvexlende at dukke op længer ude, og
bestandigt at føre Tugtutsiak med sig. Han mærkede først, at han kom
udenfor de yderste Øer, derpaa gik disse af Sigte, hvorefter ligeledes
det høie Land gik af Sigte, men endelig dukkede der atter et Land
op hiinsides Havet, som var lavere end det, han havde forladt. Ved
dettes Kyst dukkede Bjørnen sidste Gang op, greb ham og kastede
ham lidt ovenfor Strandbredden. Han var nu kommen til Bevidsthed
og saae foran sig et Huus, og over Indgangen en fæl stor Hund, som
viste Tænder, knurrede og truede ham da han vilde gaae ind.
Alligevel nærmede han sig til Indgangen og saae, at Veien, som han
skulde gaae var smal som en Knivs-Eg, og indenfor var det bæhnørkt.
Alligevel gik han videre, og da han kom indenfor, laa Husets
Be-boerinde, lidende og med udspredte Haar, indadvendt paa Brixen. Idet
hun løftede Hovedet og saae Tugtutsiak, foer hun op og sagde: »Hvad
vil du? du kan ikke borttage dem, som pine mig.« Men han, som
stod paa den smalle Vei, sprang pludselig ind paa hende, indviklede
sine Hænder i hendes Haar, og kastede hende mod Opgangen, men
da han hang fast ved Haarene, fulgte han selv med. Atter vilde han
kaste hende bort, men hang atter fast, og først da han havde
gjentaget det ti Gange og hans Hænder næsten vare ødelagte, overgav
hun sig og sagde: »tag dem bort, som pine mig.« Da Tugtutsiak nu
undersøgte hende, vare hendes Øine, Næsebor og Mundvige fyldte
med Snavs. Alt dette kastede han ned igjennem Opgangen, derpaa
blev det fæle Menneske roligt og sagde: »sæt min Haartop op.»
Tugtutsiak ordnede hendes Haartop, og nu tog hun fra Væggen en
Ørnevinge, hvormed hun rørte i den osende Lampe og tik den til at
blusse livligt op. Nu kunde han først see, at Væggene vare betrukne
med Skind, der vare som Baadeskind; men skjøndt Lampen brændte
godt, var der dog dybt Mørke i den anden Ende af Huset. Den fæle
Qvinde sagde: »Gjæsten burde have nogen til at følge sig.« Med det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
