Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 74. De gamle Mænds Hævn - 75. Aterfio, som overvandt Sydlændingene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
kunne forfølge os i sin Baad.« De flygtede derpaa videre, og da de
saae sig om, var hun ganske rigtig krøben ind under den opstillede
Baad, kom frem med et Strø (Træ til Underlag) i Haanden, og raabte
til dem, idet hun skar Tænder: «bare man kunde hævne sig og gjøre
saaledes ved dem derude!« — og med det samme knugede hun Strøet
itu mellem Hænderne, og atter skar hun Tænder, krammede med
Hænderne om Træstykket og sønderrev det i lutter Smaastykker.
Saaledes tabte de hende af Syne. Da de kom hjem, fortalte de, at de
havde dræbt den Stærke, som ikke havde ladet Folk leve; og skjøndt
ikke ganske, blev deres Sind dog nogenlunde beroliget ved Hævnen.
75. Åte r f i o.
To Enker, som hver havde en Søn, havde deres stadige
Vinterophold paa Pladse, som laae i nogen Afstand fra hinanden. De havde
ogsaa hver en heel Deel Naboer, lutter stærke Mænd, men disse lode
de stakkels Faderløse sulte. Da Fædrene vare dræbte, og de ingen
Nærbeslægtede mere havde, lede disse Enker megen Nød. Derfor
formanede de deres Sønner under Opvæxten til at være artige, og
ikke gjøre de andre Børn Fortræd, da de ellers let kunde faae
Gjengjæld. Endelig da de voxede til og flk Kræfter, gave Slægtningene
dem Kajakker. Den sydligst boende hed Aterfio, den nordligste
Sukalassok. De bleve endelig meget stærke, men ikke Manddrabere,
som andre stærke Mænd. Deres Jageplads havde de altid udhavs,
endog i Stormveir laae de der paa Jagt, kom aldrig tomhændede hjem,
og pleiede saa altid at beværte Enkernes Børn rigtig tilgavns, og i
Trangstiden holdt de Forraad, for at de Faderløse ikke skulde sulte.
Engang var Aterfio saaledes paa Jagt udenskjærs, ved jævn
Nordenvind og klar Luft. Han havde faaet to Sælhunde, men ønskede endnu
flere, da han pludselig hørte en Støi, vendte sig om og saae
Sukalassok, som løftede Harpunen imod ham. Da han ingen Modstand
kunde gjøre, holdt han blot Øie med ham, og idet han rørte Armen,
kæntrede han hen imod ham, saa at Harpunen blot kom til at streife
Kanten af Kajakken. Da han havde reist sig, havde han nær gjort
Gjengjæld, men betænkte sig, vendte ham Ryggen og roede hjem.
Da han kom hjem, talte han slet ikke derom, skjøndt han havde
været nær ved at dræbes. Men senere hændtes det atter engang, i
en Nordenstorm, at Aterfio blev overfalden af Sukalassok og maatte
redde sig ved at kæntre, saa at Harpunen kom til at streife Bunden
af Kajakken. Atter undlod han at hævne sig, men da han dennegang
kom hjem, fortalte han, at Sukalassok nu anden Gang havde villet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
