Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 78. Ernersiak eller Pleiesønnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
78. Ernersiak (Pleiesoiineii).
Den lille Ernersiak havde en meget gammel Pleiemoder, der boede
paa en Plads sammen med mange Mænd, som vare Brødre, og
sammesteds boede tillige en stærk Mand. Engang om Efteraaret blev
den yngste af Brødrene syg. Det blev værre og værre med ham, og
tilsidst døde han virkelig. Da han var død, kastede de alene deres
Mistanke paa Ernersiaks Pleiemoder, og de ventede blot paa, at han
engang skulde gaae ud. Engang tidligt om Morgenen, da han
vaagnede, tog han sine Remme og gik ud for at bygge Rævefælder. Da
han var borte, gik Brødrene ind til hans Pleiemoder og ståk hende
ihjel. Men hiin Stærke, som boede paa den samme Plads, havde Med
lidenhed med Ernersiak; derfor ventede han paa hans Tilbagekomst,
og da han saae ham komme paa sin vante Viis, med den ene Arm
trukken ud af Ærmet, gik han ham imøde og sagde: «du skal ikke
gaae ind i Huset, thi du vil ikke mere faae hende at see. Brødrene
have dræbt hende, dengang du gik ud.« — Derpaa tog den Stærke
ham til sig som Pleiesøn, og da de ikke kunde udtinde noget bedre,
gave de ham et Stykke Rygbeen af hans Pleiemoders Lig til Amulet.
Pleiefaderen opdrog ham til Styrke; om Morgenen tidligt tog han ham
op ved Haarene alene, og Drengen vaagnede først, naar han havde
sat ham hen. Dette gjentog han hver Dag. Hans Pleieforældre, som
havde Raad dertil, gave ham Klæder til at skifte med, men de holdt
ikke længe, fordi han til Øvelse bestandig arbeidede med Steen.
Engang da de vaagede længe om Aftenen, — deres Samboende gik ikke
mere ud af deres Huse, — tog Pleiefaderen et stort Vandskind frem
under Brixen, udbredte det paa Gulvet, satte Ernersiak derpaa og
lærte ham nu at prøve Kræfter ved at trække Krog. Men naar deres
Naboers-, Brødrenes Børn legede og spillede Bolt, formanede han ham
til, ikke at deeltage deri. Derfor stod han blot i en Afstand og
betragtede dem, med den ene Arm trukken ud af Ærmet, af
Beskedenhed, thi han kunde ellers let komme til at gjøre nogen af dem
Fortræd. Men nu hændtes det engang, da han saaledes stod og saae
paa Boltspillet, at han pludselig tik et bedøvende Slag og faldt
omkuld, men da han reiste sig langsomt igjen, var der ingen at see.
Engang blev han atter saaledes stødt omkuld, men idet han hurtigt
stod op igjen, saae han En smutte bort, Han skyndte sig efter ham,
fandt ham skjult bag en Klippevæg, gik lige løs paa ham og greb
ham i Peltshætten, svingede ham rundt i Luften og kastede ham
tilsidst hen paa Jorden, saa at Blodet strømmede ud af Næse og Mund.
Strax blev der ikke raabt andet end: »Ernersiak har gjort Fortræd!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
