Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 78. Ernersiak eller Pleiesønnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
ham ikke, eftersom han havde forladt Ernersiak, medens denne endnu
var uden Kajak. Han bad ham følge med sig paa Besøg, og de fik
Oie paa en Deel Telte, foran hvilke der stod Folk, som arbeidede
paa Baade, Kajakker, Aarer og Redskaber. Da disse saae de to
Kajakker komme, raabte de: »vil man see, nu har Ernersiak faaet
Kajak!« I det samme roede hans Ledsager foran, for at komme først til
Landet, men Ernersiak roede efter ham og medens de paa Landet
raabte: »han vil dræbe dig,« — havde han allerede løftet Harpunen,
hvorpaa han kastede den i ham bagfra, trak den ud igjen og roede
tilbage. Da han kom paa den anden Side af det høie Næs, steg han
iland og gik tilfjelds for at vente paa Forfølgere. Men da det
omsider blev Aften, uden at nogén viste sig, vendte han tilbage til sit
Iljem. Da han kom ind i Huset, vilde han hverken tale eller spise,
og Pleiefaderen, som kunde mærke, at han havde begaaet et Drab,
formanede ham og sagde, at han ikke burde skaffe sig Fjender i
Kajak, lian havde nu atter faaet Fjender. Da han talte saaledes,
fik lian ham først til at nyde noget. Dagen efter drog
Pleiefaderen i Kajak sydefter, kom forbi det høie Næs, og fik ligeledes
Oie paa Teltene og dem, som stode og arbeidede foran dem. Han
roede lige hen til Landet og sagde til dem: »Hvis vi blive her i
længere Tid, frygter jeg for, at min Pleiesøn efterhaanden vil dræbe
eder alle. Jeg liar hørt at der langt nordefter skal gives udmærket
god Fangst, derfor vil jeg opmuntre ham til at vi skulle flytte
derhen.« Med disse Ord begav han sig paa Hjemveien, og da han kom
til sin Pleiesønj og fortalte ham 0111 den gode Fangst nordpaa, blev
denne meget begjærlig efter at reise. Om Foraaret lavede de til,
droge afsted og reiste uafbrudt nordefter den liele Sommer. Omsider,
da Frosten allerede havde indfundet sig i Jorden, saae de etsteds en
Mængde Telte, og da der blev raabt til dem fra Land af, at de skulde
komme dertil, styrede de ind til dem og lagde til Land. De fik ikke
engang selv Lov til at røre ved deres Reisegods, men Stedets Beboere
bare det alt op for dem. Nu hændtes det, at Ernersiak, træt af at
roe, havde sat sig op i Baaden, og da hans Redskaber skulde bæres
op, vare de saa svære, at de maatte bære dem paa Skulderen,
hvorfor de begyndte at gjøre Nar af dem og sige til hverandre, at
saadanne Vaaben havde han formodentlig aldrig havt i Brug. Pleiefaderen,
som hørte, at de snakkede saaledes, fortalte det om Aftenen til
Ernersiak, hvorover denne brød ud i Latter — det var første Gang han
lo efter den Tid, da lian havde begaaet Drab. Paa denne Plads
overvintrede de. Engang hændtes det, at Ernersiak om Morgenen kom
udenfor Huset og at ingen Mennesker vare at see omkring Husene.
Da han søgte efter dem, saae han dem omsider staae paa Toppen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
