Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 80. Naujarsuak og Kukajak, Fortælling fra Sydgrønland - 81. Angakokken Ataitsiarsuak, som reddedes af Ingnersuït
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
saa, tænkte han: »de have vist reent glemt den som jeg dræbte.» Da
han kom ind, blev han godt beværtet og de snakkede meget sammen
hele den lange Aften, men hvergang Samtalen blot standsede lidt,
tænkte han strax: »nu først huske de paa ham.« Den næste Morgen
gik Naujarsuaks Søn udenfor. Veiret var da ganske som paa hiin Dag,
da hans Fader blev dræbt, Luften var mild, og der foer fine hvide
Skystriber over Himlen; derved vaagnede hele hans Vrede, men
alligevel lod han ganske uskyldigt, da han kom ind. Da Kukajak vilde
reise, fik han ogsaa et Stykke Hvalbard; han havde vel nogen
Mistanke og saae sig derfor jevnlig om, men kom omsider et godt Stykke
bort, uden at nogen forfulgte ham. Endelig greb Naujarsuaks Søn
det nye Beenstykke med Fangeremmen ved, gik ned til sin Kajak og
satte Beenstykket paa Harpunskaftet, saa det knagede. Kukajak kunde
høre Lyden, vendte sig om og da han saae Fjenden komme, ilede han
afsted, men mærkede nu, at. han ingen Kræfter mere havde.
Imidlertid forfulgte hans Fjende med Villie ham ganske langsomt. Han
nærmede sig tilsidst sit Huus og tænkte endog: »nu kan han ikke
naae mig mere« — men først da roede hans Forfølger stærkt til, og
tæt udenfor Huset løftede han Harpunen, og med en bragende Lyd
foer den i Kukajak. Derpaa vendte han sig mod dem, der stode paa
Landet og sagde: »saaledes saae jeg ham gjøre ved min Fader,
derfor har jeg gjort ganske det samme ved ham, dersom I have Medynk
med ham, kunne I hente ham.« Derpaa vendte han sig om og drog
bort. Han slog nu Faderen noget ud af Tankerne, dog uden derfor
ganske at glemme ham.
81. Angakokken Atailsiarsuak.
Ataitsiarsuak, som var en stor Angakok, havde sin Jageplads
foran sin Boplads, og pleiede altid at jage ene for sig, uden at have
andre Kajakker i Følge. Naar han engang imellem ønskede
Ledsagere , pleiede han at paakalde sine Tornakker, som vare Ingnersu’it,
og som saa indfandt sig hos ham. Engang hændtes det, at han
havde kastet Harpunen i en Sælhund og vilde løsne Fangeblæren,
men i det samme trak Sælhunden til og kæntrede ham, hvorpaa han
faldt ud af Kajakken, men ved at gribe i den endnu kunde holde
Hovedet over Vandet. I sin Skræk glemte han sine Tornakker. Først
da han begyndte at stivne af Kulde, kaldte han paa dem, og strax
saae han Kajakker komme ud fra Strandbredden, og en af dem roede
foran og raabte til de andre: »han trækkes ned, skynder eder!« Da
den første kom til ham og lagde Haanden paa hans Kajak, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
