Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 81. Angakokken Ataitsiarsuak, som reddedes af Ingnersuït
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
han mærke, at han løftedes, og da. de andre efterhaanden kom til,
tømte de Vandet af Kajakken, medens andre støttede ham; og de
løftede ham op og gave ham varme Klæder paa, satte ham i Kajakken
igjen, og medens nogle holdt ham opreist, toge de andre hans Kajak
og hans fangne Sælhund paa Slæb og roede med ham ud tilsøes.
Snart saae de et stort Land, og den Ældste sagde: »passer paa, at
Blodet af hans Sælhund ikke drypper paa Jorden, ellers kommer han
aldrig til sit Hjem igjen.« Da de kom uden for Huset, raabtes der
fra Land, at der var fanget en Hvidfisk, men de svarede, at det var
deres Angakok, som de kom slæbende med. Da de havde bragt ham
ind i Huset, blev alle Lamperne tændte, og de lagde ham afklædt
ned og tildækkede ham, hvorefter han kom til sin fulde Bevidsthed
og gik omkring paa Gulvet; men om Aftenen beværtede de ham med
alleslags Fødemidler. Da han begyndte at spise, saae han en
Yngling ligge paa Brixen, meget syg. Den Ældste fortalte: »det er
sørgeligt med ham, som ligger hist, han bliver svagere og svagere. I
Efteraaret, da vi vare paa Rensjagt, ja, da levede vi godt. Han
fangede baade de største Rensdyr og Hvidfisk, og selv i den slette
Aarstid var han altid heldig. Vil du iaften ikke undersøge ham?
deler vist noget iveien for at han kan blive rask.« Ataitsiarsuak sagde,
at lian vilde undersøge ham, men 0111 Aftenen bemærkede han, at den
Syges Moster nærmede sig denne for at røre ved ham. Da han saae
dette, sagde han, at det var let at komme efter; den næste Dag vilde
han forsøge det. Den næste Aften, da han begyndte at mane over den
Syge, bemærkede han, at Qvinden var endnu nærmere ved denne,
han sagde da: »naar jeg udfører min Forretning, undseer jeg mig
ikke, det er hende hist, som skader ham.« De raabte da alle: »velan
da! tag hende! tag hende!« Ataitsiarsuak sagde: »først vil jeg
udspørge hende.« Derpaa udsagde Qvinden: »I Efteraaret, da vi vare
paa Rensjagt, og da han havde fanget, var jeg meget forventningsfuld.
Da han bragte sin Fangst lijem, gav han mig meget deraf i Foræring
og da jeg spiste, takkede jeg ham meget, men sidste Gang, da der
atter fortaltes, at han havde fanget baade Rensdyr og Hvidfisk, og
jeg ventede at faae endnu mere, kom han hjem og gav mig slet intet.
Derover vrededes jeg, og fra den Tid af efterstræbte (forhexede) jeg
ham, netop nu var jeg nærved at berøre ham.« Ataitsiarsuak sagde:
»hvis I ville, at han skal blive rask igjen, saa maa jeg kaste efter
hende; holder fast ved Fangeremmen!« De raabte alle: »kast! kast!«
Derpaa løftede han Harpunen, men saalænge hun saae ind under
Armen kunde han ikke kaste; først da hun engang vendte sig mod
Væggen , kastede han efter hende. I det samme hørtes der et Knald,
hun havde bemærket hans Bevægelse, og sank ned i Gulvet, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>