Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 86. Orsuatsiak - 87. Den fattige Enke paa Agpamiut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•244
land og sønderskare ham. Hans Kone, som saae dette, sprang op fra
Baaden og vilde vriste Kniven fra den ældste Broder, idet hun greb
om dens Eg, men han trak til og overskar alle Haandens Sener, saa
at hun døde af Forblødning. — Derpaa vendte Orsuatsiaks
Brodersønner tilbage til deres Hjemstavn, efterat de havde beroliget deres
Sind ved denne Hævn.
87. Den fattige Enke paa Agpamint.
(Ved „Sukkertoppen" i Sydgrønland).
Paa Agpamiut stode der to Vinterhuse, det ene stort, det andet
ganske lille. Om Efteraaret i den bedste Fangetid døde Manden i
det lille Huus, og efterlod en Enke med to Smaabørn, Søn og Datter.
Paa Grund af sin Sorg holdt Enken sig bestandig inde, medens
hendes Smaabørn gik og erhvervede lidt for hende, deels ved at snare
Ryper, deels ved at fiske fra Isen, og hun passede godt paa sit
sparsomme Forraad. Da der havde lagt sig fast Iis paa Havet, pleiede
Naboerne, hvergang de gik ud, at løbe over Enkens Huus, og trampe
paa hendes Tag af Ringeagt. Senere indtraadte der uroligt Veir,
og Enken kunde mærke, at de som trampede paa hendes Tag
bleve færre og færre. Medens hun bestandig holdt sig inde, fik hun
kun Besøg af to Piger, som pleiede at komme for at fortælle hende
et og andet. Tilsidst hørte hun slet ingen mere trampe paa Taget,
og de to Piger kom engang ind og fortalte, at der nu var stor
Hungersnød i det andet Huus. Imidlertid forblev Enken endnu
bestandig inde af Sorg, medens hendes Smaabørn fangede Ryper, og disse
gjemte hun omhyggeligt og havde dem til Forraad istedetfor
Sælhunde. Endelig engang kom de to Piger ind og fortalte: »nu have
de ikke andet at spise deroppe, end Spæklevningerne i den nederste
Lampe» (d. e.: den forreste, som lyser over Gulvet). Men Enken
havde endnu bestandig lidt Ryper og Fisk, og naar de to Piger kom,
beværtede hun dem sammen med sine Børn, og tilsidst vilde de
bestandig blive hos hende. Engang kom de og fortalte: »nu ere de nær
ved at doe af Sult, du skulde følge med os, for selv at see!« Da fik
Enken endelig Lyst til at gaae ud. Det var første Gang i hele
den-Vinter, og da hun kom udenfor var det smukt stille Veir. Hun gik
rask ind i det store Huus, og saae to Mænd liggende paa Gulvet og
slidende i en forraadnet og frossen Ulk, som de havde fundet under
Brixen, men de kunde formedelst Svækkelse ikke faae den itu. Den
ene gav slip, medens den anden greb om den med Begjærlighed. En-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
