Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 106. Hexemesteren Mauvak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•293
Med det samme tog han en Menneskearm op af Elven, holdt den
frem og betragtede den, hvorpaa han kastede den bort. — Han havde
nemlig paa Veien nordefter, ved de Vinterpladse, som han kom til,
lagt Armen af et Menneske i deres Vandløb; men da han nu selv tog
Vinterophold ved Agpamiut, tog han den ud igjen. Medens de nu
overvintrede paa denne Plads, hændtes det, at flere Kajakker efter
hverandre bleve borte paa Søen, og engang saae en Kajakmand, som
sigtede efter en Sælhund, da denne dukkede under, at den forsvandt
nede under Vandet i Skikkelse af en menneskelig Beenrad, hvorpaa
lian forfærdet skyndte sig hjem og døde kort efter Ankomsten, efterat
have fortalt dette Syn, og at Mauvak havde været hos ham paa
overnaturlig Maade. Paa denne Maade gjorde Mauvak sig ogsaa
forhadt ved Agpamiut, hvorfor han om Foraaret drog nordpaa og
bosatte sig ved Amerdlok. Først paa denne Plads begyndte han at føre
et forstandigt og ordentligt Levnet, holdt op med at hexe og blev meget
afholdt. Men om Foraaret hændtes det, at han var paa Fangst sammen
med en Mand ved Navn Pulorsuak, soin ligeledes var Hexemester.
De fangede i Forening en Hvalros, som havde meget smukke Tænder,
og kunde ikke blive enige om Tænderne. Da de nu spiste Hovedet
sammen, kom de op at skjændes om, hvo der skulde have Tænderne,
og i deres Vrede hexede de gjensidig over hinanden, hvorpaa deres
Maver svulmede op og bleve som Fangeblærer, og medens de endnu
bestandig talte om Hvalrostænderne, døde de. Da deres Efterladte
frygtede for disse Tænder, lagde de dem tilligemed begge de Døde i
een Grav; men da de havde været afsindige, hørte man dem endnu
støie efter deres Død.
Mauvaks Efterladte forbleve ved Amerdlok og fulgte om
Sommeren med Rensjægerne op i Fjorden. Mauvaks Datter, Issilerfik, var
en meget smuk Pige, som Ungkarlene kappedes om. Engang da de
om Efteraaret vare ifærd med at drage ud af Fjorden og der om
Aftenen var Dands, sagde to unge Mænd: »lader os opsøge Issilerfik!«
Da de bemærkede de Dandsende oppe paa Fjeldet, sagde de: »nu er
det mørkt, nu kunne vi gribe hende!« De saae Issilerfik, med halvt
istandsat Haartop, gaae op til Dandsepladsen, løb efter hende, og den
forreste greb hende, men den anden, som løb til, saae at alting
bevægede sig under hende, hvorover han studsede og sagde: »det kan
ikke være Issilerfik.« Den som holdt paa hende, sagde: »jo vist er
det Issilerfik,« — men idet hans Ledsager sagde: »see, hvorledes alt
bevæger sig under hende!« — gav han slip, og i det samme sank Skikkelsen
ned i Jorden og forsvandt. Derpaa gik de begge ned til Teltet og
forbausedes ved at see Issilerfik sidde derinde foran Lampen, uden
Støvler paa. Hun havde netop spiist og løsnede sin Haartop. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
