Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 136—170. Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Vestkyst. — Brudstykker af gamle Sange - 159 - 160
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•343
til Landet, stod Sydlændingen der og ventede paa ham. Da de, som
gik ned for at tage imod ham, fortalte, at Sydlændingen var kommen
for at roe omkap med ham, vendte han strax sin Kajak udefter,
kæntrede rundt i Vandet, og viklede paa denne Maade den fastbundne
Sælhund løs. Da Sydlændingen saae dette, tabte han Lysten og
vendte tilbage, uden at roe med ham; men da han kom til Ikamiut
nødte hans Venner ham til atter at forsøge det, for ikke at blive
beskæmmet. Da han nu atter kom til Agpamiut, sagde Mitinguak til
en anden stor Kajakroer, ved Navn Tigak, at han skulde roe omkap
med Sydlændingen; hvis han saa ikke kunde maale sig med denne,
vilde Mitinguak selv. Tigak og Sydlændingen roede da afsted.
Sydlændingens Kajak hævede sig med den forreste Deel ud af Vandet
heelt ind til Benene, men Tigaks Kajak hældede forover og Vandet
skummede af hans Aare. Tilskuerne raabte: «der er endnu ikke Hul
i Tigaks Aare, naar den først bliver rigtig levende, kommer der et
Hul i den« (e. e. dreier den sig som et Hjul). Saalænge de vendte
Ryggen mod Tilskuerne, roede de bestandig jævnsides, men da de
vendte om og roede indad Landet til igjen, raabte Tilskuerne: »nu
kommer der Hul i Tigaks Aare,« og med det samme kom Tigak foran,
roede derpaa rundt om sin Ledsager, og vedblev saaledes at roe i
Kreds omkring ham, til de naaede Landet. Da de kom til Landet,
begav Sydlændingen sig strax paa Tilbageveien til Ikamiut.
160. Paa Narsamiut boede en Mand ved Navn Tigak, som ikke
havde sin Lige i noget Slags Erhverv tillands eller tilvands.
Derimod var han ganske ukyndig i Dands og Sang. Engang toge
Beboerne. af Pisugtik, paa deres Reise nordefter, Ophold ved Narsamiut.
Medens de vare der holdt de Syngestrid med dette Steds Beboere,
og da Tigak var tilstede som Tilskuer, sang en af dem ogsaa en Vise
om ham. Men da Tigak aldeles ikke kunde svare ham, holdt han
omsider op. Herover skammede Tigak sig meget, og da de vare reiste
fra hverandre, tænkte Tigak ikke paa andet end Sang. Tigak drog
ind i Fjorden paa Rensjagt, og hele Tiden, medens han færdedes
omkring paa Landet, tænkte han bare paa Sang og øvede sig i Viser.
Da hans Venner mærkede dette, afholdt de ham ikke, men hjalp og
underviste ham, og tilsidst begyndte han rigtig at synge. Da de
skulde drage ud af Fjorden igjen, fangede han et rigtigt fedt
Han-rensdyr. Halvdelen af Tælgen smeltede han og Kjødet tørrede han,
og indviklede begge Dele i Skindet, for dermed at beværte dem som
han vilde hævne sig paa i Syngestrid. Ligeledes gjemte han sin Pels
med Blod paa, saaledes som han havde benyttet den paa Jagten, uden
at reengjøre den. Hele Vinteren igjennem indøvede han sin Sang,
med hvilken ban vilde hævne sig paa den, der havde besunget ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
