Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 136—170. Uddrag af forskjellige Sagn fra Grønlands Vestkyst. — Brudstykker af gamle Sange - 164 - 165 - 166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•347
Engang midt om Vinteren begav han sig paa Veien derhen i
Hundeslæde, men da han nærmede sig Huset, uden at det dog endnu var
kommet tilsyne, vilde Hundene ikke gaae videre. Det hjalp ikke at
han pidskede dem, de rørte sig ikke ud af Stedet, og tilsidst blev
han nødt til at binde dem fast og gaae tilfods. Da han kom hen
foran Huset, var der ikke et Menneske at see; han rystede Sneen af
sig og gjorte Støi, for at man skulde høre ham, men der kom ingen.
Tilsidst gik han hen og kiggede ind ad Vinduet, da saae han alle
Husets Beboere sidde stive, med udspilede Øine, som vare revnede i
Gienvigene, og alle rettede mod Husets Opgang. Idet han saae efter
sin Søster, opdagede han hende siddende paa Brixen, lænet mod
Væggen, med endnu mere udspilede og stirrende Øine. Hendes
Ansigt var hudløst, og idet hun saae Broderen, begyndte hun at tygge,
og krøb paa Hænder og Fødder ud igjennem Huusgangen. Forfærdet
ved dette Syn flygtede han, men følte sig ganske kraftløs, og han
var blot kommen et lille Stykke bort fra Huset, da Søsteren allerede
kom krybende ud. Omsider naaede han sine Hunde, men kunde atter
ikke faae dem ud af Stedet. Imidlertid nærmede Søsteren sig
krybende og med opspilet Mund som for at sluge ham, selv Hundene
forstummede ganske. Hau vedblev imidlertid at slaae paa Hundene,
knækkede sin Tok og sit Pidskeskaft paa dem, indtil omsider først
Haarene begyndte at reise sig paa hans Yndlingshund; derpaa
begyndte de andre at hyle lidt og pludselig fore de afsted allesammen.
Angakokken kastede sig ned paa Slæden og var nær falden af, men
naaede dog lykkeligt sit Hjem. Senere foretog han oftere en
Aande-flugt hen til Stedet og undersøgte det, svævende over Huset. Han
fandt da, at de alle vare skræmmede tildøde ved Kajakskind; et ungt
Menneske laa hovedkulds nedstyrtet i Huusgangen.
165. Oujok var en frygtelig Morder fra Sydlandet, om hvem der
haves mange Fortællinger. Han forblev aldrig paa samme Plads, men
vankede altid omkring og havde en Mængde Koner og Børn.
Engang saae en Kajakmand ham staaende ved Randen af en Indsø.
Med Frygt for at blive seet, belurede han ham hemmeligt og saae,
hvorledes han havde en dræbt Mand liggende ved Siden af sig, og
hvorledes han af den Dræbtes Hjerneskal lavede sig et Kar, som han
drak af. Ligeledes saae han, at Oujok havde Mærker paa sit Hoved
for hvert Drab han havde begaaet. Mærkerne dannede en Kreds
omkring hele Hovedet, og der var begyndt paa en ny Omgang. Denne
Oujok blev dog døbt i en høi Alderdom, og fik i Daaben Navnet Esaias.
166. Paa Øen Serfat, ved Fiskernæsset, boede en stærk Mand,
som mindre brød sig om at efterstræbe Sælhunde, end Mennesker. I
en Klippehule paa Fastlandskysten pleiede han fra sin Kajak af at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
