Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5te kapitel. En ven i nød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 29 —
et par minutters hvile gjentok de forsøket: »Paa’en
igjen,« sa Mel, »nu gaar det.«
Det blev en kort stunds haling og trækking,
og med engang forsvandt hodet gjennem vinduet,
og Rødetjær var forsvundet.
»Det visste jeg nok,« sa Mel, »farvel med
dig.«
Høvdingen følte sig sandsynligvis ikke litet
beskjæmmet ved den latterlige stilling han hadde
indtat overfor Mel og sine krigere, som maatte ha
faat sig en god latter, hvis de da hadde øie for
det latterlige.
Mel hadde straks gaat væk fra vinduet for
ikke at friste nogen av indianerne til at sende ham
en kule.
»Skal jeg stole paa Rødefjærs ord?« tænkte
Mel, »skal jeg aapne døren og gaa ut med Dot,
svinge mig op paa Saladin og sætte i gallop avsted
til Barwell eller kanske heller se tiden an?«
Det er ikke umulig at den første plan hadde
været den fornuftigste. Høvdingen følte sig vel
saa lettet ved at slippe helskindet ut av den fælde,
han selv hadde bragt sig i, og guttens ædelmodighet
hadde vel opvakt hos ham noget som lignet
tak-nemlighet saa han sandsynligvis vilde ha holdt sine
krigere tilbake og latt dem uhindret undslippe.
Hadde Mel været alene hadde han ikke nølet,
men hans ubestemthet gjaldt Dot.
Da han betragtet hendes søte ansigt, svigtet
modet ham, og han følte, at han ikke turde utsætte
hende for denne risiko.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
