Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5te kapitel. En ven i nød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 3° —
I denne sterke bygning var de foreløbig i
sikkerhet, men det var umulig at forutsi, hvad der
vilde hænde dem, hvis han og Dot gik ut blandt
de vilde krigere, som var ute for at røve og dræpe.
Rødefjær kunde desuten, hvis han agtet at
holde sit løfte, gjøre det uten at utsætte de to
søskende for nogen fare.
Han kunde bare med sine krigere ride sin vei
saa de i fred kunde komme ut og søke hen til
sine venner.
»Mener han det ærlig,« tænkte Mel, »vil han
gjøre saa, det er derfor bedst at vente til de er
borte og saa redde os væk.«
Han tok Dot i haanden og sa: »Kom la os
gaa ovenpaa.«
»Hvorfor skal vi ikke bli her i stuen?«
»Jeg tør ikke la dig være alene her, da du
glemmer saa let, hvad jeg har sagt dig, og da jeg
maa ovenpaa, maa du følge med.«
Dot la sin haand i hans, og de gik ovenpaa
i det store rum, som var forældrenes soverum.
»Nu,« sa Mel alvorlig, »maa du gjøre aldeles som
jeg siger dig Dot. Gjør du ikke det, vil sikkert
de slemme indianere dræpe dig, saa du aldrig vil
faa se far og mor mer.«
Hun lovet saa alvorlig at lystre ham, at han
skjønte, han kunde stole paa hende.
»Du maa ikke gaa hen til vinduet uten at du
faar lov av mig, for hvis indianerne faar se dig,
vil de skyte paa dig. Og hvis de ikke træffer dig,
saa kan det godt hænde, at de istedet træffer Susie,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
