Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11te kapitel. Et litet barn skal føre dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 54 —
»Hvad gjør vi nu?« ropte Mel, »nu vil vi bli
brændt levende alle tre.«
»Ikke endnu — huset ikke brænde,« svarte
indianeren, som bevarte sin urokkelige ro.
»Men vinden blæser hit, og huset vil snart
fatte ild.«
»Kan være — kan være ikke,« svarte siouxen
koldblodig, »vente — se.«
Det kunde synes, at indianerne heller burde
ha sat ild paa selve huset. Tømmeret var saa tørt,
saa det vilde nok brænde lystig, bare ilden først
hadde faat tak, men netop dette var knuten, og
det vilde ta baade tid og arbeide at faa det istand.
Det var nødvendig at stable ved op mot
væggen og passe ilden, indtil de svære bjælker brændte.
Laaven var derimot saa brændbar, at en
fyrstik kunde sætte ild paa den, og naadde ilden først
huset, vilde det gaa saa meget fortere, og synet
vilde være endnu mere fornøielig for de grumme
tilskuere.
Mens Mel og høvdingen talte sammen slåp
Dot dennes haand og gik hen til sengen, hvor hun
hadde hvilt. Hun knælte ned, lukket sine øine og
foldet sine hænder, som hun pieide at gjøre ved
sin mors knæ, helt siden hun var stor nok til at
kunne fremstamme en bøn.
»Hun ber til Gud,« hvisket hendes bror.
Hun bad Gud, at han skulde fri dem fra
fien-dernes vold, saa aapnet hun øinene og saa de to
andre staa og betragte sig.
Hun sprang hen til dem og sa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
