Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13de kapitel. Den store bjørn og hans krigere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 63 —
opgav kampen, men straks gav sig ut paa et
endnu mere dumdristig forsøk. Selv hans bitreste
fiende beundret hans mod, endskjønt de forstod,
at hans uheld maatte svi i hans sind, saa han
maatte brænde efter at utføre en daad, som kunde
avvaske den skam, som var overgaat ham.
Men for indianerne saa det ut, som om dette
sidste forsøk ogsaa var blit det samme som slutten
paa hans løpebane. Ikke en eneste av dem kunde
falde paa en slik vanvittig tanke, at høvdingen fra
den bitreste fiende var forvandlet til de to barns
hengivne ven.
Mels utfordrende rop var bevis nok for, at
Rødefjær var blit dræpt.
Dennes opførsel efter at være kommet ind i
huset viste ogsaa, at han ønsket saa længe som
mulig at skjule for sine folk, at han befandt sig
inde i huset.
Han var til det yderste omhyggelig for, at de
ikke gjennem vinduet fik det mindste glimt av
ham, og han avholdt sig fra at fyre paa sine
fordums venner.
Et skud fra ham vilde ha bragt dem til endnu
mere rasende at angripe huset for at faa fat i
forræderen.
Forresten er det greit, at hans varme følelser
for de to barn ikke hadde forandret ham slik, at
han straks var tilbøielig til at ville angripe de
mænd, som saa nylig hadde lydt hans befalinger.
Den sorte bjørn og hans krigere sørget sig
aldeles ikke ihjel over tapet av den faldne høv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
