Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17de kapitel. En gammel ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 77 —
Saa gik indianeren langsomt videre uten at
ha sagt et ord. Det varte dog ikke længe, før
han paany stod stille og lyttet.
»Hvad er paafærde?« spurte Mel, som ikke
længere kunde utholde uvissheten.
»Mig høre noget,« var svaret.
»Jeg kan ikke opdage noget,« sa gutten, som
om dette kunde berolige den anden.
Rødefjær satte Dot forsigtig ned paa jorden.
Den lille pike var næsten sovnet ind og gned sine
øine av træthet, da Mel hvisket til hende, at hun
maatte være stille. Rødefjær la sig derpaa ned
med øret mot marken og lyttet; efter et minuts
forløp reiste han sit hode op og saa ut i mørket,
hvorpaa han sprang helt op. Uten nærmere
forklaringer vendte han sig til Mel: »Du se
Røde-fjær gjøre — du gjøre det samme.«
Mel adlød straks, han indtok samme stilling
som indianeren, samlende sine sanser i det ene maal
bare at lytte.
Ja nu kunde han høre noget, det var den
aller-svakeste trampen — saa svak, at han vilde ha
overhørt den og ikke lagt nogen betydning i den, hvis
ikke høvdingens adfærd hadde vist ham, at det var
noget igjære.
»Høre noget?« sa indianeren, idet Mel reiste
sig op.
>:>Ja> jeg hørte en svak lyd.«
»Hvad være det?«
»Det kan jeg ikke si dig, Rødefjær.«
»Hest — høre hest gaa.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
