Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17de kapitel. En gammel ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- ;8 -
»Kan det være mulig,« spurte Mel og gav sig
til at stirre ut i mørket, naturligvis uten at opdage
noget.
»Hest — komme denne vei.«
»Hvis saa er tilfældet, sitter der vel en paa
ryggen av den. Da er det visst ikke sundt for
os at komme i hans vei.«
Rødefjær svarte ikke noget, men fortsatte at
stirre ut i mørket.
»Og hvis der kommer en hestmand, følger
der nok flere efter —.«
Men før de kunde si mere, kom omridsene av
en hest uten rytter frem av mørket, og den travet
hen til dem knæggende høilydt av glæde.
»Aa Saladin, min egen Saladin,« ropte Mel
glædestraalende og glemte aldeles, at han skulde
være forsigtig. Han tok hesten om halsen med
begge armer og trykket virkelig sine læber mot
den ædle gangers silkebløte næse.
»Saladin, gamle ven, jeg er stolt av dig,« sa
Mel, »indianerne vilde nok ha fat i dig, men du
var for lur for dem. De traf dig nok heller ikke,
da de skjøt efter dig.«
Mel kunde ikke motstaa fristelsen til at sætte
sin fot i stigbøilen og hoppet op i salen.
»Nu Rødefjær,« sa han, »begynder tingene
at rette paa sig. Nu kan Dot sitte hos mig, og
er vi først kommet over elven, føler jeg mig
sikker. Dig skylder vi saa meget, men nu behøver
du ikke at følge os længere.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
