Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 20de kapitel. Den store bjørns uheld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— gi -
Den fortælling han gav dem om sine
oplevelser gjorde det klart, at tienderne var ved det
øvre vadested, og at de hadde indfanget Rødefjær.
Følgelig blev hestene vendt i den retning, og
avsted gik det i strykende gallop. Det gjaldt om
at faa visshet for, hvor fienderne hadde tat veien,
da vilde de falde over dem som et uveir og
øde-lægge dem.
Nybyggerne frygtet ikke selv en meget ulike
kamp med indianerne, de var bedre bevæbnet og
i kamp værdsatte de ikke indianerne til mere end to
for hver av sig.
Nat Trumbull red i spidsen for den lille
rytterskare, som de i rasende fart for avsted,
gjennemtrængte hans skarpe øine det tætte mørke.
Da de kom til det øvre vadested, sagtnet han
farten, og Mel og hans far red op til hans side.
»Se der! Der har vi en av dem!« ropte Nat.
I mørket skjelnet de omridsene av en indianer,
som løp avsted hurtig som en hjort. Han hadde
kastet væk fra sig alle overflødige klær for at
kunne løpe friere, og han satte ogsaa avsted med
en fart, som var høist beundringsværdig. »Rør
ham ikke!« skrek Nat, »la mig greie ham, han
er min gris.«
Og til alles forbauselse hoppet han ned av
hesten og fløi avsted efter flygtningen. Det var
en sportslig følelse, som flk ham til dette.
Indianeren var tilfots, saa han vilde indhente ham paa
samme vis og ikke ved at benytte sig av hesten
gjøre kampen ulike.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
