Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 21de kapitel. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 94 —
2 i de kapitel.
Slutning.
Da Rødefjær var blit staaende igjen, mens
Mel red over til den anden bred, tullet han den
lille pike godt ind i teppet, da luften var skarp og
kjølig, saa hun let kunde komme til at fryse.
Hendes egen mor kunde ikke ha stelt bedre med hende,
end denne barske indianer gjorde. Han saa, at
hun sov sødelig, det var det bedste bevis for hans
dygtighet i sin nye rolle som barnepike.
Forsigtig løftet han en flik av tæppet væk for
at betragte det lille søte ansigt, som gjerne kunne
ha tilhørt en sovende engel. Han ytret et par
ord i sit eget sprog og blev idetsamme vækket av
lyden av hestehovers slag mot marken.
Han saa sig omkring og fandt i sin nærhet
en seks otte krigere; saa klods ved ham var de
alt, at det var unyttig for ham at tænke paa flugt.
Rødefjær gjorde heller ikke noget forsøk i den
retning; den indianerne medfødte følelse av egen
værdighet vilde ogsaa ha forhindret ham i at løpe
avsted som en hare.
Bare nu ikke rytterne hadde lagt merke til
hans bevægelser, da han løftet paa teppet; hadde
han blot hat tilstrækkelig tid, vilde han ha ordnet
teppet slik, at ingen skulde ha anet, at det var et
levende væsen skjult i det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
