Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
komme myke, varme, fine, fulde, velsignede
vaarregn-draaper.
Som farmeren kom over tunet med de fulde
melke-spand, braastanset han da han følte regnet.
Melkespan-dene satte han ned. De tykke, av German socks dækkede
ben planter han langt fra hinanden, Duck-coaten knapper
lian op, for han maa ha mere luft. Saa tar han huen av
og lar det fine støvregn falde paa hode og ansigt; han
maa likesom prøve av hvad kvalitet dette regnet er. Er
det rette slaget mon? Jo, Herre Gud, dette er da ikke til
at ta feil av! Ansigtet klarner op. Saa sætter han huen
paa igjen, griper de fulde spand og nynner stumpene
av den melodi som i øieblikket falder ham ind. “No
maine eg vaoren kjerne, mor,” nikker han fornøiet
hustruen imøte, som hun lukker op døren for ham.
Ute paa sletten var det næsten som stilheten var blit
sterkere siden regnet kom. Draapene faldt saa tyst, —
mest som de var bange for at gjøre noen støi; men faldt
gjorde de dog.
Farmeren har røkt sin sidste pipe og er faldt isøvn i
lænestolen med avisene paa fanget. I de hjem hvor den
gode gamle skik “at læse et gudsord” før man gik
til-sengs, endnu var paa moten, var dette forlængst gjort,
og ungene var kommet iseng og hadde læst sit fadervor.
Ett cf ter ett slukkes lysene i hjemmene utover de
endeløse vidder. Natten, mørket, stilheten og støvregnet —
saa inderlig blandet til ett. var blit til en kjæmpestor,
men kjærlig barm, hvoroptil prærien nu laa med alt hvad
den eiet av uskyld og brøde, av sorg og glæde.
Henimot midnat blev mørket tættere; regndraapene
mere befrugtende; stilheten sterkere, — nu laa den der
og rigtig lyttet. Og da — rundt midnattens tause time,
ubevogtet av noe menneskebarns øie, med kun natten,
mørket og stilheten som viclner — fødte de velsignede
regndraaper vaarens unge spirende liv i viddens skjød.
Og da natten vek og solen randt, vaaknet en lerke der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
