Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gav han sig til at snekre sammen kisten. Da den
var færdig, bar han den ind og la selv gutten ned;
ikke et ord kom over hans læper; heller ikke konen
sa noget. Saa tok han kisten under armen og gik
ut. Paa østsiden av huset var en liten
bakkeskraa-ning; der vokste en enslig cottonwood,1 og ved det
træet begrov han gutten sin. Da han omsider
hadde faat graven tilkastet, rettet han sig op i sin
fulde høide og saa op mot himmelen, hvor
dagranden nu var synlig, og mumlet haardt: “Ja herefter
skal jeg prøve at greie mig selv. Nu skal du ikke
behøve at blande dig i mine saker oftere!”
Denne tildragelse brøt Mrs. Larsen ned for livet.
Tungsindet blev til mørk, trist sorg. I de første
dagene efter guttens død gik hun i spændt angst
for at manden skulde spørre om hvordan det var
gaat til. Ikke kunde hun lyve, og ikke hadde hun
mot til at fortælle sandheten. Manden spurte dog
ikke. Eftersom tiden gik, begyndte dette at nage
hende, for han trodde aapenbart at barnet var død
en naturlig død. Og nu saa hun paa det slik at
hvis hun lot ham tro noget som hun visste ikke var
sandt, saa gjorde hun derved synd. Gang paa gang
bestemte hun sig paa at fortælle ham alt, samlet
sammen al sin styrke til forsøket, men faldt hver
gang ynkelig sammen; hun magtet det simpelt
hen ikke.
Saa var det vinteren efter. Han sat en kveld
inde i kjøkkenet og flikket paa noget sæletøi; hun
hadde haandarbeide for sig, og de to var alene. Saa
siger han endelig, idet han lægger arbeidet fra sig
1) Bomuldstræ, et slags asp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
