Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faat i sig nogen matbiter, reiste han sig, sa farvel
og tak for sig, og gik. Men utenfor døren blev han
staaende og vente, og det blev ikke længe før hun
kom. —
Viddens vaarlune stjernenat spredte sig over
sindet og gav kjølig lindring, som et bad for et træt
legeme ovenpaa en overvarm og anstrengende dag.
Skjønt mørket laa saa tæt mellem dem, følte hun
hans væsens magt, saa sterkt at hun blev staaende,
tidde og ventet paa at han skulde begynde, — hvad
han ogsaa gjorde. Halvt i spøk spurte han: “Og
hvorledes gaar det saa med dig og bislet jeg hængte
paa dig sidst?”
“Aa, — vist ikke saa bra.” —
“Nei,” — han var atter alvorlig, — “det er saa
rimelig det; for stort værre vet jeg ikke av... Men
saa er der jo ogsaa det ved det, at den hesten som
i længden kan gaa med det paa, tilsidst biir et rent
makeløst dyr. — Det kan tæmme endog den
vildeste.”
Hun hadde aapenbart ikke hørt paa ham; ti
pludselig utbrøt hun: “Tror du far kan bli frelst?”
Hendes sterke angst rørte ham saa han skalv.
De kom, trøstegrundene, som glimt i glimt indover
bevisstheten, — blev borte likesaa hurtig. Kun én
blev staaende igjen, og den syntes saa litet
trøste-fuld netop nu; han vilde saa gjerne ha sagt noget
andet: “Spørsmaalet er vel ikke om han kan det,
om det gaar an altsaa. Spørsmaalet er: vil han
det selv, vil han nogensinde komme til at ville det?
Det har vel aldrig hændt, nei aldrig, at en menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
