Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maanen sig med sin sølvglitrende skive længere
vestover præriehimmelen, indtil den henimot
dagningen stod der like indav vinduet og strødde kold
ro over et blekt kvindeansigt.
.... Endnu da dagen randt sat hun der.
Klokken kunde ikke være over 8 om morgenen
da hun ringte op presten og ba ham ikke at
komme over den dag; hun skulde snakke med ham
senere, sa hun bare og hængte saa op. Faren hørte
og undret sig.
Nu kan det kanske høres underlig, men som
dagen vokste, kom den bærendes med nyt mot og ny
kraft til hende; dagen stod der saa vakker over
vidden; prærien med farmer hjemmene utover hadde
slik tilforlatelig tryg ro over sig; det var tryghet
og fred hvor hun saa. Saaledes gik det til at hun
under formiddagsstellet fik det saa godt til at
snakke fra til Gud, og be ham om hjælp utav den
nød hun nu befandt sig i. Og saa kom mindet om
kvelden før og fik sindet til at lysne saa stort; nu
gik hun der og nød over igjen hint kjærlighetens
gjæstebud hun hadde nydt sammen med ham.
Scenen efterpaa trængtes helt tilbake og blev borte i
uklarhet; rundt det som var hændt umiddelbart før,
gjøglet og gjækket fantasien, lokket fram billeder,
halvklare, drog op følelser — dunkelrike; men baade
billeder og følelser saa lokkende fulde av anet
livsens lykke, at hun uvilkaarlig brøt ut i sang.
Dertil kom saa forstanden med sit vidnesbyrd:
Gud var da saa uendelig stor og god!.... Hans
sandeste navn, — var det ikke kjærlighet kanske?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
