Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
bleven narret for den Lystfølelse, der var
Spændingens Maal. Det giver en vis aandelig
Slappelse.
Endelig brød Vendela Tavsheden.
»Oprigtig talt, Hugo, har Du det ikke
ligesom jeg, følte Du ikke Fortrædelighed over den
Skuffelse med de kedelige stive Træmænd, der
skulde forestille Engle og Apostle, efter at Pastor
Mein havde rost dem i saa høje Toner?«
»Jo,« svarede Hugo, »egentlig mest paa dine
Vegne, det gør mig ondt for Dig.«
»Og mig gør det ondt for Dig,« lo Vendela.
»Det er det, der røber gode Mennesker,«
svarede Hugo med et Smil. »Du er et godt
Menneske, og jeg er et godt Menneske.«
Vendela saa skælmsk paa ham: »Er Du nu
ogsaa sikker paa det, Hugo?«
»Jo, jeg er — netop fordi jeg foler med
andre, selv i deres smaa Skuffelser. Det har jeg
altid gjort. Ogsaa som Barn. Jeg husker saa
tydelig en lille Scene fra mit Hjem i Rosenvænget.
Moder havde indrettet to smaa Saloner med en
bred Dør, en Slags Skydedør. Hun havde hængt
et Konsolspejl paa Pillen mellem Vindusfagene i
hver Salon og glædede sig til at se det
Spejl-galeri, der vilde vise sig, naar Billederne fra
Spejlene modtes. Og saa stod Vindusfagene skævt
for hinanden, saa der intet Billede blev. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
