Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Alene denne Tanke stivnede hendes Træk og
gjorde hendes Afskedshilsen isnende kold.
Flemming og Hugo sad længe og passiarede.
De talte om Hugos Fremtidsudsigter.
Flemming foreslog et Ministerium.
»Oprigtig talt, Flemming,« sagde Hugo, »det
bliver vanskeligt at finde et, hvor de tager mig.
Min Eksamen er lille, og rundt i Kancellierne
sidder der næsten i hvert Kontor en eller anden
korrekt samtidig, som jeg ved en eller anden
Lejlighed, for øvrigt ganske ubevidst, har krænket
paa det dybeste.«
»Du har mange Fjender.«
»Fjender — egentlig ikke. Hvis jeg havde
det, vilde jeg være stolt af det. Men det er ikke
Fjender, det er knapt en Gang Uvenner; det er
Folk, som har taget Forargelse af min Optræden,
af min Letsindighed, maaske er saarede af en
eller anden skarp Bemærkning, som jeg har ladet
falde. Og de har til Dels Ret. Jeg har Synder
paa min Samvittighed.«
»Aa, det er vel ikke værre, end at de
glemmes,« mente Flemming.
»Nej, ser Du, Ulykken er den, at de glemmes
ikke, for jeg kan ikke falde i Ro. Der er altfor
uroligt Blod i mig. Jeg bruser op, indigneres over
al den Uretfærdighed, alt det Knappenaalsstikkeri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
