Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Ved Sommertid toner den dybgron, blød som
Fløjl, og Aaens Bælte løsner sig blankt under
den mørkeblaa Himmel.
Men skønnest er dog Parken, naar det lider
mod Høst. Grundtonen er endnu Sommerens
grønne, men som indvævede Kongeliljer og
Kejserbier lyser de fremmede Væksters gule, røde og
violette Løv paa den grønne Bund i et sælsomt
Farvespil, der veksler fra Dag til Dag, ja fra Time
til Time. Og Vaarens Skud, der nu gulner og
visner, tænder i Døden et flammende Skær om
den modne Frugt, der indfrier Aarets Løfter under
Naturens evige Lov: fødes, sætte Frugt og dø.
Ikke trøstesløst dø, men gennem Døden naa frem
til større Herlighed, til det rigt forklarede Liv,
som anes i al denne lysende Pragt og yppige Frugt.
Og saaledes bliver Høsten Vaar paa ny. Der
tændes Haab, der fødes Anelser og foles Længsler,
medens Løvet falder. Stærkere Længsler, end
Vaaren kalder til Live, fordi Sommerens levede
Glæder ligger bag dem, fordi der ventes større
Aabenbaringer efter rigere Erfaringer, og fordi
Vinteren, der kommer, giver Længslerne en
Baggrund af Alvor, der gør dem lødigere.
Vendela sad paa Højen og saa ud over
Parken og Markerne, hvor Kornet var høstet og Solen
bredte et sølvgyldent Skær over de korte Stubbe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
