Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det hænder ogsaa, at de hitter en Rafael eller en
Titian et eller andet forglemt Sted. Enten hænger
■de den op i deres Salon og gor en Middag paa
den, saa bliver de misundte, eller ogsaa skænker
de den til Galeriet, saa bliver de Etatsraader.
Lige meget, de gor noget for Kunsten, men de
gør det paa en nederdrægtig Maner.«
Vendela lo.
»Adelen gjorde det anderledes i gamle Dage.
Den gejstlige Adel der nede i Italien og den
verdslige her oppe, de lod sig male selv, og de lod
Kunstneren smykke deres Boliger. Ikke for at
være Mæcener og blive eftertragtede eller misundte,
heller ikke for at vise, at de havde Raad til det,
men fordi de i Kunsten saa en af de Livets
Glæder, som de kunde forskaffe sig. De gjorde ikke
deres Malere til Professorer, den Gang de havde
Magten, men Kunstnerne blev deres Ligemænd.
Kunst var Adel og for Adelen!«
Vendela smilede. »Hugo, Du er jo ellers
Demokrat, hvordan kan det være, Du i Dag er
saa voldsom aristokratisk, det ligner Dig slet ikke.«
Hugo saa alvorlig op: »Det er Billederne,
Vendela. Jeg er nok Demokrat, men ikke paa
dette Punkt. Det kan ikke nytte, de faar aldrig
Masserne med der. De kan gøre, hvad de vil,
bygge Museer, holde Foredrag, trykke Boger og
.sprede dem ud over Folket, de faar aldrig den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
