Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Hendes er Skoven, hendes er Vildtet, og hun
fører Jagten gennem Lunden, medens det klirrer
og glimter.
Hugo vendte sit Blik mod hende.
Stolt stod hun der, medens Synerne fra for
svandt i det fjerne. Hun var som en
Kongedatter, i Kraft af nedarvet Ret.
Hun troede paa sin Ret og tænkte sig den
som en kongelig Ret, hendes Fødsel gav.
Hun saa ikke de fjerne Skorstene med Røg
fra Ild under Kedel og Esse, der formørkede
Solen; for hende skinnede den klar og lys paa
blinkende Tegl over hendes Fædres Borg.
Hun lyttede ikke med Ængsten til Klirren
fra Mænd, der drog frem med bøjet Ryg og
bittert Glimt i Øjet.
For hende var det hendes Folk, der efter
hendes Vilje jog Vildtet mod hende, for at hun
kunde kalde det med sikkert Skud fra Flugt
mod Sky.
Og Solen straalede jo lyst, hun stod der
som Kongedatteren, hvem de alle var til Vilje, og
hvis Vink de alle bøjede sig for. Endnu var der
stolte Kvinder og ædle Mænd, der bedede Vildtet
i de grønne Skove.
»En Hane, Hugo!« raabte Vendela.
Han hævede Bøssen og skød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
