Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
ikke stolte og rige, tværtimod, de er saa ydmyge
og vemodige.«
Han betragtede hende. Hun sad belyst af
Skinnet fra det brændende Ved, saa han tydeligt
kunde se hendes Ansigt.
»Vendela,« sagde han, »det er, som om der
laa en lunende Kappe om os her i Tusmørket.
Du ved ikke, hvor det er godt at føie sig under
Vennetag. Det er mig, som sad jeg tryg for
Livets Storme bag disse Mure, og dog foler jeg,
at Livet kalder mig ud. Det er maaske netop
derfor, at denne Hvilestund forekommer mig saa
herlig.«
Vendela saa op. »Er Livet ondt imod Dig,
Hugo?«
»Det vilde lidet sømme sig for mig at sidde
her ved Arnen og klage for en Kvinde.«
Det slog Hugo, at hans Ord, uden at han
selv gjorde noget for at forme dem, faldt i
Sagastil. Han smilede, der trængte sig en ironisk
Bemærkning frem paa hans Læber, men han
udtalte den ikke, han vilde ikke bryde den sære
Trolddom, der hvilede over Stuen.
Og hans Ord forundrede ikke Vendela.
»Tal Du kun frit til mig, Hugo,« sagde hun.
»Jeg vil gerne høre noget om Dig, noget om
dit Liv og dine Planer.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
