Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
ved jeg godt; men Du kan stole paa mig. Og
den rette Tid vil bringe de rette Ord.«
Hun talte med en Overlegenhed, der syntes
at staa i den skarpeste Modstrid med det, hun
talte om, og med hendes Alder. Og dog fandt
Hugo det ganske naturligt.
Men sige de Ord, der skulde siges, formaaede
han ikke.
Hun rakte ham sin Haand, han greb den.
De stod et Øjeblik tavse og saa hinanden fast i
Øjet. Saa smilede Vendela med et skælmsk,
næsten drilsk Smil, der slet ikke syntes at staa i
nogen Forbindelse med de alvorlige Ord, hun
havde talt.
Med en lynsnar Bevægelse bojede hun sig
hen imod ham, og inden han ret havde forstaaet
det, følte han paa sine Læber et let, næsten
hen-aandet Kys.
Saa var hun ude af Værelset.
Hugo stod som fastnaglet til Pletten. Han
begreb ikke et Ord af det hele. Alle hans Tanker
fra Aftenen forud brodes i hans Hjerne, men intet
forstod han.
Om Aftenen rejste han uden at have set
Vendela igen. Og der slyngedes et Slør om det,
der var hændet mellem de to, det, som ingen
anden kendte, og som ikke han og hun vel heller
ikke forstod. Men forunderligt var det, at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
