Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Det var det usalige, at han aldrig mødte den
store, stærke, altomsluttende Kærlighed.
Han sad og ønskede, at han led af ulykkelig
Kærlighed til Vendela. At han, ude af sig selv
af Fortvivlelse, kunde styrte af Sted over Hals og
Hoved med Berliner Iltoget 7,15 efter forudgaaende
Telegram, kaste sig for hendes Fødder — og —
ja, saa tog hun ham vel. Men der var det gale
ved det, at den ulykkelige Kærlighed var der ikke.
Det var jo slet ikke Kærlighed — Kærlighed!
— Hvor det maatte have klædt ham at sidde i
en Robaad en sval Sommeraften paa den sagte
glidende Strøm og tale om »Kærlighed«.
Den lille Fabrikspige — aa — det var hende,
der først fik Kærligheden og saa Kæresten. Det
var i Grunden ikke dumt sagt, det. Men han
forlangte nu mere af Kærligheden en saadan en lille
Pige forlangte. Derfor kom den heller ikke. Kun
glimtvis, naar Sanserne talte, de fordømte Sanser.
Og Vendela? »Hun bøjer gudhengivent sit
kønne Hoved og tager Flemming. Det er Kæresten,
saa kommer Kærligheden, den kommer sikkert.«
Det jog som et Stik gennem Hugo.
»Er Du skinsyg, gamle Ven?«
At det dog ærgrede ham.
»Kan Du ikke huske en ung, ædel og fattig
Yngling, der gik og dromte om en stolt
Kongedatter, som han ikke var værdig at hjemføre som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
