Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Blik, han rettede mod de to, der tog hans
Livsværk i Arv.
Saa duggedes hans Blik, han saa ikke mere.
Paa Bruds og Brudgoms Læber fødtes de
Bønner, som Mennesker beder i de Øjeblikke,
hvor alt det, som Tanken ikke fatter, af sig
selv-ligger saa klart, saa selvfølgeligt, som reves et
Forhæng til Side, og Øjet saa den højeste selv.
Og medens de to unge knælede i saadan
Bøn, gik gamle Baron Rudolf Ahrenfeldt til sine
Fædre.
Vendela kastede sig i Aunties Arme og græd.
Flemming rejste sig for at bringe Brudegæsterne
Budskabet.
Da han traadte ind i Spisesalen, vendte alles
Øjne sig mod ham, og i hans Ansigt -læste de
Budskabet.
»Onkel Rudolf er død,« sagde han.
Alle rejste sig.
Grev Hvitfeldt greb et Glas, der stod foran
ham, og hævede det. Lyset funklede mod det
blanke Krystal.
»Forinden hver gaar til sit fra denne
Brudefærd, hvor Doden har været Gæst,« sagde han,
»vil vi tømme et Mindebæger for ham, der sov
hen. Han døde i sin Rustning, tro mod den
højeste, mod Konge og Fædreland, mod sin Slægt
og dens Traditioner. Og med dette Mindebæger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
