Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Sonja Andréjevna komme md til ham, — hun brukte al sin
kraft for at betvinge sin feberagtige uro, faldt paa lcnN og
kysset hans haand. Han sukket dypt, — og to timer efter
var han død.
Det sidste avsnit av Leo Tolstois og hans hustrus samliv
blev en tragedie. Han hadde skrevet, i 1881, paa det sted i
sin dagbok, hvor nan advarer sig selv mot tre slags fristel
ser: «Ens familie er ens eget kjød og blod. At forlate sin
familie, det er den anden fristelse, det er som at dræpe sig
selv." Men han tilføier: n Gi ikke efter for den tredje fri
stelse. Tjen ikke familien, men den eneste Gud." Saa hadde
han talt med sig selv i ensomme stunder, allerede straks
efter sit religiøse omslag. Hvis P
. A. Boulanger er fuld
stændig rigtig underrettet, da nar alene en art voldshand
ling mot hans papirer, eller kanske endnu rettere, frygten
for at han ved at bli længere hjemme skulde miste det i
mange aar tilkjæmpede herredømme over sit eget lidenskape
lige sind, kunnet bevæge ham til at gjøre alvor av at reise
bort. Ogsaa Boulanger bevidner, at han kort før sin død
sa til sin datter: Det var ikke vel overveiet."
Der maa, især i det allersidste avsnit av Tolstois liv,
na staat en lignende kamp i Leo Tolstois natur, som den,
Bjørnson nar skildret like fra sit første drama, Mellem
slagene", eller fra n Arne" til «Geografi og kjærlighet" og
hans allersidste komedie (i sn næsten grotesk form), —
hvorledes sn mand av ærgjerrig og urolig natur længes ut
i verden, til store og frie forhold og prøver at ryste av sig
familielivets sneglehus, men allikevel til syvende og sidst
ikke kan rive sig løs, fordi han fastholdes av usynlige
baand, som er fæstet til selve grundlaget i hans natur. Saa
dan har Bjørnson, i fri omdigtning, skildret et grundtræk i
sin egen natur. Saaledes handlet Leo Tolstoi i en lang
række av aar. Omslutningsevnen, kanhænde den høieste
menneskelige evne, var i ham saa sterk, at den i en hel
menneskealder holdt en anden mægtig livstrang i likevegt.
Hvad der for de fleste saa ut som inkonsekvense eller svak
het, delvis endog for Tolstoi selv, det var i virkeligheten et
merkværdig samspil av hinanden krydsende kræfter, et ut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
