Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Leo Tolstoi og fredssaken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
mennesker sier, eller ei? — (Sokrates fortsætter:) «Vi maa
aldrig gjengjælde ondt med ondt eller gjøre noget menneske
skade, hvad ondt vi end lider fra hans side. Jeg vet at faa
mennesker er eller nogensinde vil være av den mening." . .
(Men Sokrates, paastaar Platon, har længe næret den over
bevisning).
Nietzsches uttryksmaate tyder avgjort paa, at han, den
lærde græker, ikke har overset dette sted, som paa græsk
jordbund grundlægger 1 a e d e - n e m i n e m- moralen. Tvert
om har han bevaret disse ord i sit hjerte, men faat dem
ombøiet av sjælelig sygdom paa lignende maate, som hos
enkelte syke selve smak-sansen blir ombøiet til en pervers
drift til at nyte de mest motbydelige stoffer.
I hvert fald er det merkelig, at Friederich Nietzsches
«omvurdering" av moral-værdierne endog i selve uttrykket
vender et av de genialeste steder hos Platon om til sin
motsætning, — gjør det til en lav moral ikke at ville
skade noget menneske.
Det vil, tror jeg, komme til at staa som baade uforstaa
ende og pietetsløst overfor den syke tyske digter-tænker at
ta ham paa ordet, naar hans aand vrir sig i krampetræk
ninger, eller at behandle ham som en stor folkelærer, naar
han for at lindre Bin sjælekval knuger og forvrider sine og
menneskehetens kjæreste tanker, som den legemlig forpinte
vrider et kjært smykke i sine hænder. Friederich Nietzsche
hadde jo netop, som Schopenhauers elev, været dypt’ gjen
nemtrængt av medlidenhetens moral. Om et menneske, som
kaster sig paa sykeleiet i ulidelige smerter, søker at avlede
følelsen fra det ømme sted ved at støte hodet mot væggen
eller bite sin haand eller sin tunge tilblods, — skal vi da
slutte, at dette er for ham lykke og livsglæde, det at bite
sig tilblods eller rende panden mot væggen? Og skal vi
som lærvillige disciple av en original aand søke at finde
lykkefornemmelse i den samme selvpinsel? Atter og atter
nar det jo hændt i historien, at høitbegavede, men syke
religiøse selv-pinere har fundet troende efterlignere. Da
Georg Brandes i en essay fra 1889, ut fra en for alle
oprørstanker sjelden receptiv filosofisk naivitet, tok Nietzsches
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
