Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Tolstois religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
lig livsutvidelse. Det blir ikke Baa let, selv for en Tolstoi,
at glæde andre mennesker, nviß oFßaa disse vesnnsr sig til
at ville yde og slet ikke nv6s. Den maatsliolcins materielle
nv6slßS, likesom nv6slBSN av kunst og lek, er jo produktiv,
forsaavidt den gjør mere skikket til arbeide. Selve det etiske
liv vilde i længden bli blodfattig ved at isoleres fra de
øvrige former av sund livß-d6rik6iß6.
Leo Tolstois ensidighet trær klart frem ved sammen
ligning med en harmonisk vesterlandsk aan6 som Bjørnson,
med hans voksende kjærlighet til Nilti66iiB vi66NBkap og hans
næsten barnlige glæde ved menneskets erobring av natur
kræfterne; hans elektriske lys- og niGiisanisLF hørte jo
til hans alderdoms henrykkelser — og sorger. Eller man
kan tænke paa Shelleys barnlige begeistring for 6ainpBkid6t.
Men til forsvar for Tolstois ensidighet maa det sies, at
der kan være tider og situationer i verdenshistorien, hvor
netop en voldsom ensidighet og en selv-indsnævrende be
grænsning kan være naturlig, eller for somme mennesker
næsten naturnødvendig, som motvegt mot den fremherskende
tidsaands ensidighet i motsat retning. Netop ved sin ensi
dighet, ved sin livBvil;6B nINFtiFS konesntration har Leo
Tolstoi tegnet sin aands billede i samtidens bevissthet i et
overordentlig høit og dristig relief. Uten at slåa saa høit
til lyd, og i senere aar altid i den samme tone, vilde han
ikke, ialfald i samtiden, na kunnet høres Baa langt. Især
ikke i det store russiske skogland, hvor saa mange hin
dringer for tankens og ordets frihet dæmper lyden.
For eftertidens rolige langsyn vil de voldsomme ensidig
heters mænd sandsynligvis komme til at staa som delvis
tragiske naturer, som av tids-forholdene blev bøid md
i en voldsom kampstilling og krummet bort fra den sunde
og harmoniske likevegt. Men netop dette tragiske træk vil
vel for alle tider bevare et eiendommelig trylleri.
Like naturlig som Bjørnson virker mot den mest harmo
niske form av vesterlandsk kultur som bakgrund, like natur
lig og like elskelig virker I^so I’oiBtoi mot den dystre og
storslagne bakgrund av nutidens revolutionære og reak
tionLsrs Rusland, de grelle og tragiske motsætningers land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
