Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
lende for en turistopfatning av den vesterlandske filosofi.
Men ogsaa — og endnu mere — fordi Schopenhauer stod
alene blandt alle vesterlandske filosofer i sin forherligelse
av østerlandsk visdom (især den hinduiske og de
gamle kristne sekters) og i sin voldsomme opposition mot
den lyse, livsglade vesterlandske filosofi. Her var noget
for Tolstoi, som paa forhaand var kritisk stemt overfor
vesterlandsk kultur og fra sin ungdom var indpodet med
Rousseaus knusende kritik av civilisationen.
Skarp og aandfuld kritik av den vesterlandske kulturs
overlegenhet, i en vesterlændings mund, dette var ikke alene
pikant, det var modig og aandsfrit i den unge russers øine.
Men denne begeistring for Schopenhauer kom Tolstoi,
ialfald i en række av aar, dyrt at staa. Han indsuget
Schopenhauers livsfiendtlige, trøstesløse lære med det samme
dype alvor som det, hvormed han tidligere hadde tilegnet
sig Rousseau’s filosofi. Schopenhauer selv hadde klokelig
holdt sig sin (konsekvent til selvmord førende) lære tre
skridt fra livet. Han levde til en høi alder og var ikke
uimottagelig for berømmelse og andre av livsviljens gjøgle
rier. Men Leo Tolstoi gjorde alvor av læren om «viljen til
liv" som et frygtelig feiltrin, — hele livsprocessen som et
syndefald, eller en art av sansebedrag, som fører til dypere
og dypere lidelse, og som man alene kan frelse sig fra
gjennem at forsage viljen til at leve, — ved at ville død
istedetfor at ville liv.
«Det spørsmaal" — sier Tolstoi i sin «Bekjendelse"
(titelen paa dette verk fra 1879 er egentlig «Skrifte
maal") — «som i femtiaars-alderen førte mig nær til selv
mord, var det allerenkleste spørsmaal, som ligger (sammen
foldet) i hvert menneskes sjæl: Hvorfor lever jeg? Gives
der for mig og kor mit liv nogen mening, som ikke blir
ødelagt ved den mig sikkert forestaaende død? Paa dette
spørsmaal søkte jeg svar i de ikke faa kundskaper, som jeg
hadde erhvervet mig. Under kvaler har jeg haardnakket
dag og nat søkt, som en døende efter redning, men intet
fundet. "
Ikke alene nar jeF intet kundet. Nen zyF nar overdsvißt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
