Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Tolstoi og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
kelige Anna Karénjina, overklasse-kulturens offer, har Tol
stoi igrunden skildret, eller forespeilet, sin egen utvikling, i
godseieren Ljévins omvendelse. I denne fortælling kan man
MI, NVFIs taa sider mot slutten læse sig til det vigtigste
punkt i hans lære (siden liv og lære for ham gik i ett).
Det er her, som i mindst tre av Tolstois verker, en from
russisk bonde, som lærer de andre (eller sn av de andre),
at det sande liv bestaar Bikke i at leve for sine egne øn
sker, men for Gud". Anderledes uttrykt: i at nleve for sin
sjæl", som bonden Teodor Vassilievitch sier. Menneskets
sjæl er nemlig, i motsætning til legemet (som er forgjænge
lig), en utstrømning eller en bestanddel av selve verdens
guddom og vender ved døden tilbake til guddommen. At
leve for sin sjæl og ikke for sit legeme, med dets kort
varige behov, er for Tolstoi det samme som at leve for den
uforgjængelige, den guddommelige del av menneskenaturen.
Med hensyn til troen p a"a livets fortsættelsé.
efter døden har Tolstoi (som Aylmer Maude fremhæver)
skiftet opfatning. I begyndelsen av 1880-aarene, like efter
sit religiøse Fzsiiiismlirrl^, anBaa han det (med mange av de
frommeste positivister og agnostikere) for egenkjærlig at tro
paa nogen art av udødelighet for os mennesker. Vi burde
glemme os selv og hengi os til tjenesten av det guddomme
lige. Men litt efter litt vokste den overbevisning sig ster
kere og sterkere hos ham, at menneskets aand, det sjælelige
og egentlige selv a, kan ikke dø. Det er en del av det
Uendelige, en del av verdens inderste virkelighet. Men av
hvad art livets fortsættelsé vil vise sig at være, det gaar
ut ovsr menneskelig fatteevne, — det er noget, som det
ikke er v0
r sak at bekymre 08 for. Vor opgave er den at
søke at virkeliggjøre Gudsriket eller godhetens rike her paa
jorden. Ogsaa paa det religiøse omraade (og ikke mindst
her) gjælder Bjørnsons bevingede ord: «Hvad du evner,
kast av i det nærmeste krav!"
Leo Tolstoi stod i dette punkt i virkeligheten paa nNBtsn
det samme standpunkt som Bjørnson i 1880 (da han var i
sin fulde man6Bkrakt) i den ovsnnssvnts salme:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
