Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fyrsternes Rusland - 5. Vladimir den Hellige og Jaroslav den Store (972—1054)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
56 Det varegisk-russiske Samfund paa Jaroslavs Tid.
var russiske Herskere, der forinden Døden antoge Ton
suren, ombyttede deres verdslige Navn med et Munkenavn
og døde i en Klosterbroders Dragt.
Fra et politisk Synspunkt frembragte den byzantinske
Kristendom med Tiden en fuldstændig Omvæltning. Hvad
var en russisk Fyrste? Anføreren for en Krigerskare, om
given af sin «Druschina’s» Mænd, paa en Maade en Frem
med for det Land, han beherskede, og hvoraf han hævede
Afgifter. En russisk Fyrste havde saa at sige ingen Under
saatter: de Indfødte kunde bortjage ham, og hans «Drus
chinniki» kunde forlade ham. Fyrsterne af Kiev vare i
Ordets romerske eller moderne Betydning ligesaa lidt uind
skrænkede som Merovæus eller Chlodio den Langhaarede
vare det. Men de fra Byzants ankomne Præster medbragte
nu Idealet af en Regjering, hvilket snart de Russere an
toge, der traadte ind i Geistligheden. Dette Ideal var
Keiseren, Czaren i Konstantinopel, Augusts og Konstantin
den Stores Arving, Guds Stedfortræder paa Jorden, Typen
paa en Monark, mod hvem saavel Galliens som Skythiens
Barbarer havde deres Blikke rettede. Han var en Souve
rain i Ordets fulde Betydning, thi i Følge en legal Fiktion
havde Folket ved «Lex Regia» overdraget hele sin Myndig
hed til «Imperatoren». Han var den levende Lov. Han
havde ingen «Druschinniki», men en Hær af afsættelige
Embedsmænd, gjennem hvilke hans almægtige Villie trængte
frem til Landets fjerneste Afkroge. Han var ikke Over
hovedet for et fordringsfuldt Følge af Krigere, der til en
hver Tid frit kunde forlade ham for at træde i en Andens
Tjeneste, men han var Herre over en staaende Hær, der
dækkede hans Hovedstad og Grænser. Han betragtede
ikke sine Stater som en Fædrenearv, hvilken man kan
dele mellem sine Børn, men overlod Romerriget i dets
Integritet til sin Efterfølger. Hans Magt hidrørte ikke blot
fra Folket, men fra Gud selv; hans keiserlige Prydelser
havde ligesom hans Person en hellig Karakter, og naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
