Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Alexander den Første. Udenrigske Forhold (1801—1825)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Keiser Alexander i Moskov. 551
Adelen stillede sine Bønder, Kjøbmændene gave deres Penge:
med Begeistring hørtes Oplæsningen af det keiserlige
Manifest. «Først,» fortæller Rostopschin, «lyttede man
med den største Opmærksomhed, derpaa gav man nogle
Tegn paa Utaalmodighed og Vrede; men da den Sætning
oplæstes, hvori det hed, at Fjenden kom «med smigrende
Ord paa Læberne og Lænker i Hænderne», brød Harmen
løs. Man slog sig for Panden, rev sig i Haaret og vred
Hænderne. Taarerne randt ned ad disse Ansigter, der
mindede om de antike Fysiognomier: jeg saae en Mand
skjære Tænder.» Man nærede i Grunden Mistillid til
Folket, der bestod af Livegne og kunde lade sig friste af
de af Erobreren udspredte Frihedsproklamationer. Af den
Grund stillede Rostopschin 300,000 Rubler til Folke
skribenten Glinkas Raadighed; men det behøvedes ikke,
Glinka tilbageleverede Pengene. Keiser Alexander gav ved
sin Afreise Rostoptschin uindskrænket Fuldmagt.
Rostoptschin gjorde Misbrug af de optimistisk farvede
Efterretninger, som indløb. En Dag lod han paa Murene
opslaae en Plakat om «Ostermanns store Seir»; en anden
Gang offentliggjorde han en Kundgjørelse om «Wittgen
steins store Seir». De kløgtige Folk troede ham tilsidst
ikke. Hans Plakater gjorde dog Indtryk paa Mængden.
«Vær ikke bange,» sagde han, «et Uveir er brudt løs over
os, men vi ville ganske sikkert adsprede det; Kornet vil
blive målet og forvandlet til Mel. Tag Eder blot i Agt
for Drukkenbolte og Fjog; de have lange Øren og hvisker
Taabeligheder i andres. Der gives Folk, som tro, at
Napoleon kommer for at hjælpe os, medens han kun
tænker paa at trække Huden af os. Han giver Soldaterne
Haab om Marskalstaven, Tiggerne om Bjerge af Guid, og
imidlertid tåger han Enhver ved Kraven og slæber ham til
Døden. Derfor beder jeg Eder om, at I, hvis en af Vore
eller af de Fremmede giver sig til at rose ham og love i
hans Navn dette eller hint, da ville gribe ham og føre ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
