Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 36. Nikolaus den Første (1825—1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642 Nikolaus’ Planer overfor Tyrkiet.
greb i den Ret til Protektoratet over de Kristne Orienten,
hvilken Traktaterne i Kutschuk Kainardsche, Bukarest og
Adrianopel havde tilstaaet den russiske Hersker. Fyrst
Mentschikov var bleven sendt til Konstantinopel med det
Hverv at opnaae en ny Anerkjendelse af denne Ret og
Garantier for Fremtiden. Porten, der. vidste sig støttet af
Frankrig — den 20. Marts 1853 havde en fransk Flaade
vist sig i de græske Farvande — vægrede sig ved at give
saadanne. Mentschikov, der forgjæves havde formuleret sit
Ultimatum, afbrød paa en opsigtvækkende Maade For
handlingerne og forlod Konstantinopel. England tøvede
med at tåge Parti i en Strid, i hvilken det i Begyndelsen
kun havde Spørgsmaalet om de hellige Steder og Frankrigs
Fordringer for Øie. Men den 9. og 14. Januar 1853 af
slørede to fortrolige Samtaler, som Keiser Nikolaus havde
med den engelske Gesandt, Sir Hamilton Seymour, hele
Rækkevidden af Czarens Planer for det britiske Ministerium.
Det dreiede sig nu intet mindre end Opgjørelse af «den
syge Mands Efterladenskaber.» Serbien, Donaufyrsten
dømmerne og Bulgarien skulde danne uafhængige Stater
under Ruslands Beskyttelse. Hvad Konstantinopel angik,
saa vilde Czaren, hvis Omstændighederne tvang ham til at
besætte Staden, foretage Okkupationen som Forsvarer, men
ikke som Eier. England skulde paa sin Side have frie
Hænder til at sikkre sig de Territorier, det attraaede, for
udsat at det ikke gjorde Fordring paa Konstantinopel. «Nu,»
havde Czaren sagt til Gesandten, «har jeg talt med dem
som Ven og Gentleman. Hvis England og jeg opnaae en
Forstaaelse angaaende denne Sag, bekymrer jeg mig kun
lidet om, hvad «de Andre» ville gjøre eller tænke. Czaren
lagde Eftertryk paa dette sidste Punkt. «Naar vi ere enige,
er jeg fuldstændig rolig med Hensyn til Vesteuropa; hvad
«Andre» tænke, har i Grunden kun lidt at betyde». Disse
«Andre» vare først og fremmest Frankrig, dernæst Øster
rig. Keiser Nikolaus smigrede sig med, at han kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
