Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLIII
store Liv i det Hele, ubekymret om og dog til
Gavn for de Halvexistenser, der i en
Uendelighed omgive Heltens Bane, ja — thi ikkun det
kan give Handlingen dens rette Spændkraft
— ubekymret om en tilkommende Verden,
„hvortil Udsigten er os spærret" (Xach driiben
ist die Aussicht uns verrannt). Ikke efter
Dog-matiken, men efter de Lærdomme, som hentes
fra Verdens og Sjælens Historie, har Goethe
søgt at løse Problemet af et Menneske, der
igjennem Livet arbejder sig frem til det Punkt,
hvorfra alle Livets Veje kan overskues. Og
det Ejendommelige for den kristelige
Livsanskuelse, som ender „Faust", er, at den er
formet efter Tidens inderste Krav. Den er
altsaa fuldkommen renset fra de fremmede
Slagger af hedensk Magi, hvormed det kristne Livs
ædle Metal har indgaaet saa mange
forskjelligartede Forbindelser, men som under
Menneskeslægtens historiske Udvikling mere og mere
maa udsmeltes. Den er i Stand til for vort
indre Blik at fremstille en Verden, som ikke
er Adsplittelsens og Modsætningernes, men
Enhedens og Forsoningens Verden. Den er
ikke et Skema, hvori forskjellige Sjælstilstande
samtlige kunne passes ind, men Resultatet af
et individuelt Tankeliv, der har gjennemtrængt
de forskjellige Dannelseslag, som Tidsrummene
have dynget over hverandre. Faust kan gaa
bort, men hans Aand skal forplante den Lære,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
