Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLVI
er en Grundtanke i Goethes Faustdrama.
Deraf følger, at Faust, efter at han har
ind-gaaet Overenskomsten med Mefistofeles, er
udestængt fra Religionen, naar dette Ord tages
i sin sædvanlige Mening. Han iagttager ingen
kirkelige Forskrifter og vender sig i sin Angst
aldrig til Gud. Han har sagt sig løs fra den
Verden, som er foroven. Xaar han er gaaet
op i den Tanke at give sit Liv for Slægten,
æsker han ikke Naade, end mindre Løn. Hvis
det højeste Væsen, hvilket han vil gribe og elske
som Altopholderen, virkelig er Dualismens
Gud, saa finder han sig i at være fordømt,
naar han i Helvede ejer den samme Frihed,
som Fpiktet under sin Herres Slag’. Men
Troskaben mod det K ald, han har følt som sit, er
hans Troskab mod Himlen. — Mefistofeles er
i Faustdramaet Hovedmanden for den
dualistiske Dogmatiks Opfattelse af Slægtens og
den Enkeltes Salighedsvilkaar, om end paa sin
egen haanfulde Vis. Saaledes siger han,
at han Intet formaar mod Margareta, fordi
hun har været til Alters og er erklæret
syndfri af Præsten. Han betragter Gud og
Mennesket ikke som værende i, men stillede udenfor
hinanden. Han finder Menneskets Lod elendig,
fordi det er fornuftigt og kan fejle. Han tror,
at guddommelig .Styrelse og menneskelig
Frihed ikke lade sig forene. Den mefistofeliske
Verdensanskuelse fører ad Ironiens Vej til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
