Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•361
Antinous har Kunsten udtrykt en anden, men
nærbeslægtet Stemning. Antinous har noget
Pan-theistisk ved sig. Han synes uden Ophør at stirre
ned i den heraklitiske Verdensstrøm. Som
Menneske, før Apotheosen, sørger lian over
Forgængeligheden. der rammer alt Enkelt, og spørger med
Ængstelse: hvorfra og hvorhen? indtil enhver
Sorg og ethvert Spørgsmaal opløser sig i Drømme,
der Hyde hen med Strømmen. Efter Apotheosen
har han. ved det kjærlighedsfulde Offer af sit
Jeg. faaet Nøglen til Livets og Dødens Gaade,
og tryg i Besiddelsen heraf skuer han med
urokkelig Fred ned i Skinnets Flod, som jager forbi
ham. San-Ildefonsogruppens Mester har søgt at
sammensmelte begge disse Stemninger. At han
har gjort dette med lige saa bevidst Forsæt, som
lian har forenet de tvende Typer, maa derfor
ikke paastaas. De store Kunstnere ere Filosofer
uden at vide det. Tidens Tanker, for saa vidt
de lade sig gribe, omsættes hos dem i Form og
Farve.
Men naar Kunstneren, som det forekommer
mig, har villet give os en Antinous-Narcissus i
Hanoling, saa har han gjort sig Opgaven meget
vanskelig, thi lige saa let som det
sanimenlignel-sesvis er at fremstille en Dobbeltpersonlighed i
ikke handlende Tilstand og ikke grupperet, lige
saa vanskeligt er det at lade den optræde i
Gruppe og stedet i en Virksomhed, der lige
utvungent kan udtydes paa begge Naturerne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
