Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Før og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FØR OG NU. 145
Saa var det menneskene.
De kom naturligvis med de allerfleste nye tanker. Saa
underlige de var! Til en begyndelse saa ordknappe, iagt
tagende kritisk ængstelige for at blotte sig, men de havde nok
ikke noget imod at kigge lidt bag kulisserne i et andet men
neskes sjæl. Ingen aaben frimodighed. Men en tung skyhed
over alt deres indre liv.
Hvor var deres livsglæde? Havde fjeldene væltet sig over
den og dræbt den?
»Det kan umuligt ha været meningen, at mennesker skal
leve heroppe« sa en gammel mand en gang til mig. Saa
tungt saa de paa det.
Men ikke altid. Der kunde være stærke solglimt iblandt.
Naar fisket slog til nåar poteterne stod pent og nåar
kjørene melket godt, da kom humøret op. Saa lidet skulde
der til. Lidet? Det var jo alt deres. Men nei, ikke alt. Hos
mange var der en dybere længsel, en undrende anen og glæde
over ting, som laa langt borte fra deres eget liv og verden.
Og jeg lærte at kjende sande adelsmennesker iblandt. Store
trofaste og retliniede naturer fine og rene sind, som gik og
ledte efter lys og sandhed i sin egen stille verden og nåar
vi kom i fortrolig snak kunde øinene lyse latteren klinge
og hjertedøren aabne sig og vi forstod hverandre saa godt.
De dybest menneskelige følelser er altid saa ens og altid felles
eie. I dem kan vi mødes om vi vil.
Hvor stærkt særpræget end kan være, og hvor meget vi
end indbilder os, at vi adskiller os fra alle andre, saa er vi
dog alle saa umaadelig lige. Naar kjærlighedens sol straaler
over os nåar forstaaelsens milde regn forfrisker os eller
Gjems-Selmer : Den gang —. jq
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
