- Project Runeberg -  Den gang : af mit livs digt /
170

(1904) [MARC] Author: Ågot Gjems Selmer
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første sorg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DEN FØRSTE SORG.
170
er ingen modsætningl Intet tungt og mørkt, som træder frem
imellem. Ingen alvorlige graner, som skræmmer ingen
stive furuer, som stikker bare fint skjælvende, silkelet løv,
der drysser glødende ned mellem de hvide stammer og dækker
naturens røde hjerteblod, der om høsten flyder varmt udover
jorden. Og jeg saa det og jeg elskede det og jeg op
toges i det ganske og aldeles med alt, hvad jeg bar
og alt, hvad jeg elsket.
Fjorden og fjeldene stranden og holmerne alt laa
som indhyllet i det fine, gjennemsigtige, gyldne silkeslør, og
det speiledes tilbage i den dybe fjord og i min egen livsfryd.
Og inde i hjemmet tændte det store haab stjerner i alles øine.
Kunde jeg mon komme høiere op dybere ind i alt det,
som et menneske eftertragter ? Umuligt!
Og alligevel det var jo muligt det livets haab, som
jeg bar paa, skulde bli endnu virkeligere, og jeg skulde faa
det levendegjort i mine arme. Vi kvinder er forunderlige
kun det levende liv i vore arme tilfredsstiller os fuldstændig.
Ja, var det nogen, som havde grund til at fryde sig
dobbelt ved udsigten til at faa et lidet barn, saa maatte det
vel være mig deroppe i den store ensomhed.
Tænk hvilket selskab i de lange, ensomme dage, nåar
storm og mørke ruged over fjorden, og jeg i stilheden sad
og talte timerne, til han skulde komme hjem da at ha et
sligt lidet væsen at stelle med! Hjemlængsel kunstner
længsel alt vilde jeg glemme i mit barns selskab. Og
deiligere og deiligere blev min tankes gyldne væv mine
drømmes spind gled sammen med alt derude og fanget mig
ind i straalenettet af det faldende silkeløv solspillet paa den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 18:06:49 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/sagdengang/0176.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free