Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Den første sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE SORG. 177
umuligt jeg hørte feil luk døren – jeg var nok endnu
ikke rigtig helt ved bevidsthed hvilken lise at synke hen
i intet, i mørket nåar det bare ikke havde været den for
ferdelige tørst.
* *
*
Den næste dag var jubelen stor altfor stor, syntes jeg!
Jeg var for svag til at kunne føle den den mindste lyd
var mig en usigelig pine aa, nåar jeg bare kunde faa
ligget rolig hen men endnu havde jeg ikke seet det væsen,
for hvis skyld jeg havde lidt saa meget. Hvor var det dog
underligt at se denne glæde i de blåa øine, som jeg elsked og
ikke at kunne dele den. Dette straalende smil den lykke
baarne højhed over ansigterne nei, jeg kunde ikke magte
det. Jeg havde siet ingen vilje mer bare træt, træt
kunde ikke forståa glæden engang den gled fra mig
jeg maatte bare lukke øinene. Pludselig kom jeg til at huske
paa, at jeg havde et barn, et barn mit barn gutten min
mit hjerte brændte hvor var han? Mine pinslers
levendegjorte seir. Han var der vel — men hvor? Jeg
havde endnu ikke seet mit barn. Jeg maatte da faa se det.
Og varlig varlig blev den lille vugge løftet ind og sat
foran min seng.
Der, bag de fine hvide gardiner, laa min søn min
førstefødte. Velsignet være du i nogle faa øieblikkes
vaagne fryd fik jeg se ham fik min kjærlighed ombølge
ham,
1 den stund forekom det mig, at hin jeg havde ret til
Gjems-Selmer; Den gang —. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 18:06:49 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/sagdengang/0183.html
